DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

EU's handelsunderskud med Kina nærmer sig 3000 milliarder

Kinesiske virksomheder har bedre adgang til europæiske markeder, vurderer EU-kommissær efter handelsunderskud.  
26. SEP 2023 14.31
Erhverv
EU
Internationalt
Økonomi

EU's handelsunderskud med Kina nærmer sig 3000 milliarder kroner. Nu vil EU finde årsagerne til ubalancen, som fortsætter med at vokse. Det siger ledende næstformand i EU-Kommissionen Valdis Dombrovskis.

- Handelsunderskuddet er eksploderet i de senere år. Vi er nødt til at se på, hvad årsagerne er. Og hvad vi er nødt til at gøre noget ved, siger Valdis Dombrovsis på et pressemøde i Beijing.

Her afslutter han tirsdag et fire dage langt besøg i Kina, hvor der har været stort fokus på ubalancerne i handlen med Kina. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, varslede tidligere i denne måned en undersøgelse af statsstøtte fra Kina til den kinesiske bilindustri. Det sker, efter at kinesiske biler har taget stadig større markedsandele i EU.

- De globale markeder oversvømmes af billigere kinesiske biler, sagde Ursula von der Leyen i sin åbningstale i EU-Parlamentet 13. september og tilføjede:

- Prisen på kinesiske elbiler bliver holdt kunstigt lave via subsidier.

Dermed fastslår hun reelt, at Kina giver statsstøtte til sin bilindustri, så priserne kan holdes lavere end det, bilerne kan produceres til i EU.

EU mere åben for Kina end omvendt

Men ifølge Dombrovskis er der også andre ubalancer i forholdet mellem EU, der omfatter omkring 450 millioner mennesker, og Kina, der består af omkring 1,4 milliarder mennesker.

- Vi har bekymringer omkring markedsadgangen i Kina for europæiske virksomheder, siger Dombrovskis.

Ifølge Dombrovskis er EU mere åben over for kinesiske virksomheder og varer, end Kina er over for virksomheder og produkter fra Europa. Samtidig er uklare regler og love i Kina en udfordring for europæiske virksomheder:

- I en nylig undersøgelse, foretaget af Den Europæiske Unions Handelskammer i Kina, svarede to tredjedele af de europæiske virksomheder, at det er blevet sværere at gøre forretninger i Kina, siger Dombrovskis.

Han fremhæver, at forretningsmiljøet ifølge undersøgelsen er blevet mere "politisk" og mindre forudsigeligt. Det gælder eksempelvis med hensyn til Kinas antispionagelove, hvis fortolkninger ofte er uklare.

- Vi har bedt vores kinesiske partnere om at arbejde på det sammen med os. Vi ønsker at se mere gennemsigtighed og forudsigelighed, siger Dombrovskis.

Han understreger, at EU ikke ser et handelsunderskud som et problem i sig selv. Der vil altid være nogle lande, man importerer mere fra end andre. Men det må ikke skyldes ulige konkurrencevilkår og mangel på markedsadgang, understreger han.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/eu-s-handelsunderskud-med-kina-naermer-sig-3000-milliarder

GDPR