I pensionsbranchen ånder man lettet op. En afstemning i EU-Parlamentet onsdag har fastlagt, at gas og atomkraft også i overgangsperiode vil blive kategoriseret som bæredygtige investeringer.
Dermed bliver det lettere for pensionsselskaberne at placere danskernes pensionsopsparing på omkring 4000 milliarder kroner i investeringer, der ifølge EU gavner denne grønne omstilling.
Blandt miljøorganisationer bliver afstemningen dog set som en katastrofe for klimaomstillingen. Greenpeace truer endda med at bringe EU-Kommissionen for EU-domstolen, fordi man mener, at beslutningen kan gøre "væsentlig skade" på miljøet.
Dermed har afstemningen skabt en splittelse, som rækker helt ind blandt de danske medlemmer af EU-Parlamentet. Det hele handler om taksonomi. Et af de mest umulige ord, der har sneget sig ind i et i forvejen indviklet EU-sprog. Taksonomien fortæller, hvilke energiformer EU klassificerer som grønne.
Og i en overgangsfase er det nødvendigt at tage gas og atomkraft med for at hjælpe en række EU-lande. Det mener EU-kommissær Mairead McGuinness, der står bag det omstridte forslag.
- Vores forslag sikrer gennemsigtighed, så investorerne ved, hvad de investerer i, siger Mairead McGuinness.
Hun understreger, at der vil være tale om en midlertidig overgang, som skal være med til at sikre, at EU kan indfri sine klimamål. Ifølge McGuinness er behovet for gas og atomkraft kun blevet styrket i lyset af krigen i Ukraine.
Socialdemokratisk MP: Ren greenwashing
Socialdemokratiets medlem af EU-Parlamentet Niels Fuglsang kalder dog udfaldet "et stort nederlag for klimaet".
- Dagens afstemning betyder, at mange af de penge, EU har øremærket til grønne investeringer i medlemsstaternes genopretningsplaner, risikerer at lande i langsigtede investeringer af atomkraft og fossil gas. Det vil i værste fald binde os til naturgas i mange år efter 2030. Det synes jeg, er helt på månen, og det giver dystre fremtidsudsigter for klimakampen, siger Niels Fuglsang.
Han peger på, at loven eksempelvis betyder, at pensionskasser kan sælge atomkraft og gas som "grønne investeringer" til deres kunder.
- Det er ren greenwashing, siger Niels Fuglsang.
En lignende melding kommer fra Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Nikolaj Villumsen.
Modstanden mod EU-Kommissions forslag er især kommet fra den røde og grønne del af EU-Parlamentet, mens især højrefløjen i EU-Parlamentet har støttet forslaget.
Venstre splittet
Venstres gruppe står dog totalt splittet tilbage efter afstemningen. På Christiansborg har Venstre ligesom De Konservative støttet EU-Kommissionens forslag.
Men da det kom til afstemningen i Strasbourg, stemte Søren Gade (V) for EU-Kommissionens forslag, mens Linea Søgaard-Lidell (V) stemte imod, og Morten Løkkegaard (V) og Asger Christensen (V) stemte gult.
- Jeg er simpelthen så skuffet over afstemningen i dag og over, at vi ikke lykkes med at stoppe Kommissionens håbløse beslutning, lød det fra Linea Søgaard-Lidell efter afstemningen.
Men den grønne omstilling kan slet ikke lade sig gøre uden hjælp fra gas og atomkraft, lyder det fra EU-Kommissionen og De Konservatives medlem af EU-Parlamentet, Pernille Weiss. Hun mener i modsætning til flertallet af de danske EU-parlamentarikere, at "den sunde fornuft" vandt.
Spørgsmål: Kritikerne siger, at forslaget vil føre til langsigtede investeringer i fossil energi som gas. Går det ikke imod klimaambitionerne?
- Det, de ikke har fanget, er, at hvis man investerer i gas, skal man nu forpligte sig til, at ens gasprojektet senest i 2036 kører på 100 procent vedvarende energi. Hvis ikke vi havde naturgassen med, så ville vi gå glip af den gevinst. Vi har brug for at komme af med kul og olie. Derfor har vi også brug for, at der kommer investeringer i projekter, der er forberedt til klimaneutrale gasarter. Gas forsvinder ikke efter 2050. Det skal bare være den rene gas, siger Pernille Weiss.
Hun mener med andre ord, at forslaget er uomgængeligt for at nå EU's klimaambitioner. De lyder på 55 procents reduktion i udslippet af drivhusgasser i 2030. Og klimaneutralitet i 2050.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.