DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen, håber på opbakning til EU-Kommissionens forslag om at femdoble investeringerne i EU's energiinfrastruktur. Det kan hjælpe med at få energipriserne ned og gøre EU uafhængig af russisk energi, mener han (Arkivfoto). - Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionen vil femdoble investeringer i energiinfrastruktur

EU skal fri af russisk energi og have lavere energipriser. Derfor femdobles investeringer i budgetforslag.  
18. JUL 2025 10.10
EU
Politik
Økonomi

EU-Kommissionen vil prioritere 220 milliarder kroner til investeringer i EU's fælles energi-infrastruktur. Det fremgår af EU-Kommissionens udspil til det næste langsigtede budget, som blev fremlagt onsdag i Bruxelles.

Dermed foreslår EU-Kommissionen at femdoble investeringerne i at binde Europas energiforsyning bedre sammen, og det glæder EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen.

- Det er en massiv prioritering af energi, og det understreger vores forpligtigelse til at styrke EU's energiuafhængighed, komme fri af russisk energi og få energipriserne ned, siger Dan Jørgensen.

Det næste flerårige budget skal gælde fra 2028 til 2034. Så der går endnu noget tid, før investeringerne kan få effekt. EU-Kommissionens udspil skal desuden først vedtages af alle 27 EU-lande samt EU-Parlamentet, før det kan træde i kraft.

Dan Jørgensen håber dog på opbakning til investeringerne på energiområdet. For det kan i sidste ende gøre livet billigere for både virksomheder og borgere, fremhæver han.

- I 2021 sparede EU's borgere og virksomheder samlet set mere end 250 milliarder kroner, fordi vi var forbundet på tværs af grænser. Når vi prioriterer at binde os tættere sammen, kan vi altså få priserne på energi ned og styrke vores konkurrenceevne, siger Dan Jørgensen.

Pengene kan eksempelvis gå til transmissionslinjer mellem lande, avancerede netværk og lagringsfaciliteter. Også rørledninger til brint, brintlager og elektrolyseanlæg, der hjælper med energisikkerheden på tværs af lande, kan være mål for investeringer.

- Forslaget er godt for hele Europa, men i særdeleshed for et land som Danmark. Med en stor andel vedvarende energi og med stor afhængighed af tæt samarbejde med nabolande er det virkelig godt nyt, siger Dan Jørgensen.

I kraft af det igangværende EU-formandskab får Danmark til opgave at varetage de indledende forhandlinger om budgettet.

En aftale ventes dog først at falde på plads lang tid efter, at Danmark 1. januar giver EU-stafetten videre til Cypern.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/eu-kommissionen-vil-femdoble-investeringer-i-energiinfrastruktur

GDPR