DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Prisen på energi er faldet så meget, at EU-landene nu bør skære i kompensationen til borgere og virksomheder. Kun de mest målrettede programmer kan måske fortsættes, mener EU-kommissær for økonomi, Paolo Gentiloni.
Samuel Rajkumar/Reuters

EU-Kommission opfordrer lande til at skære i energihjælp

Prisen på gas er lavere i dag end før krigen i Ukraine. Nu bør EU-lande skære i hjælp til energiregningen.  
8. MAR 2023 12.45
Energi
EU
Økonomi

Bekymringen for høje energiregninger har fyldt meget for forbrugere i Danmark og andre EU-lande. Men nu er energipriserne faldet så meget, at EU-landene bør skære i hjælpen til borgere og virksomheder. Det mener EU-Kommissionen, som onsdag fremlagde sin finanspolitiske vejledning for 2024.

- EU-landene brugte samlet set 1,2 pct. af bruttonationalproduktet sidste år på kompensation for høje energipriser. Nu er energipriserne faldet. Derfor skal EU-landene overveje at stoppe kompensationen, siger EU-kommissær for økonomi Paolo Gentiloni.

Den eneste undtagelse bør være de mest målrettede programmer, som skal hjælpe de mest udsatte borgere, fastslår Paolo Gentiloni.

Han henviser til den gunstige udvikling i energipriserne. Blandt de mange forskellige energiformer har krigen i Ukraine især betydet høje priser på gas. Det skyldes, at Rusland har stået for en stor del af leverancerne, som også bliver brugt til at producere elektricitet.

Lavere pris end før krig

Men en enorm indsats for at skære i forbruget og købe gas fra andre lande har virket. Derfor ramte gaspriserne på den hollandske gasbørs TTF i denne uge det laveste niveau siden august 2021. Det vil sige, at det i dag er billigere at købe gas, end det var i månederne op til krigen i Ukraine.

Prisen nåede i denne uge ned på 42 euro per megawatt-time. Det svarer til 312 kroner. Ifølge Dansk Industri (DI) er det et fald på 85 pct., sammenlignet med da prisen var på sit højeste. På den baggrund mener EU-Kommissionen, at det er på tide at se på kompensationen til borgere og virksomheder.

En højtstående embedsmand i EU-Kommissionen taler forsigtigt om "overkompensation", hvis programmerne fortsætter trods lavere energipriser.

Embedsmanden understreger dog, at situationen er anderledes for de 40 pct. af borgere med de laveste indkomster. De er særligt ramt af de generelle prisstigninger i kølvandet på corona og den geopolitiske usikkerhed. Derfor kan EU-landene ifølge EU-Kommissionen overveje at fortsætte de mest målrettede programmer.

EU-Kommissionen lægger dog i sin vejledning til EU-landene generelt op til øget finanspolitisk disciplin i 2023.

Efter flere år med stort offentligt forbrug på grund af corona og krigen i Ukraine, så skal EU-landenes underskud nu bringes ned. Det er blandt andet nødvendigt for at sikre, at det fortsat er muligt for EU-landene at låne til favorable rater, siger ledende næstformand for EU-Kommissionen, Valdis Dombrovskis.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/eu-kommission-opfordrer-lande-til-at-skaere-i-energihjaelp

GDPR