I starten af september indleder Energinet en række undersøgelser af undergrunden i det område syd for Aakirkeby på det sydlige Bornholm, som er udset til at huse en omformerstation til Energiø Bornholm. Det oplyser Energinet i en pressemeddelelse.
Området på det sydlige Bornholm, som Energinet har peget på, som den mest optimale placering, er udvalgt blandt andet for sin placering tæt ved kysten og for sit flade landskab og fravær af klipper. Alligevel er det nødvendigt at få et mere præcist billede af, hvordan undergrunden ser ud under jordoverfladen, så station og kabler kan placeres bedst muligt. Derfor har Energinet nu kontaktet lodsejere i området for at komme i gang med de såkaldte geotekniske og geofysiske undersøgelser.
- Vi har behov for et klart billede af, hvordan undergrunden ser ud i området, så vi er sikre på ikke at støde på overraskelser, når vi skal grave ud til kabler og fundamenter til omformerstationen. Det kræver, at vi kommer ud og laver en række undersøgelser på lodsejernes jord. Det bliver afgørende for, at vi kan placere bygninger og kabler rigtigt i området og komme et skridt videre med et konkret forslag til, hvordan anlægget skal se ud, siger Bent Sømod, der er projektleder på forundersøgelserne på Bornholm.
Konkret skal der laves omkring 20 prøveboringer i jorden med en borerig. På den måde kan man se sammensætningen af de forskellige jordlag i 35 meters dybde. Jordens sammensæt-ning måles også med spyd, der bankes i jorden, og som udsender en svag strøm, som kan vise hvilke typer jordlag, der er under jordoverfladen. Sidst men ikke mindst undersøges området, for hvor dybt grundfjeldet ligger, oplyser Energinet.
Undersøgelserne foregår fra starten af september og omkring en måned frem. Energinet forventer, at miljøvurderingen af landanlæggene for Energiø Bornholm begynder med 1. offentlighedsfase og offentlig høring i løbet af efteråret 2022.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.