Ruslands økonomi ser allerede ud til at mærke effekten af de sanktioner, som EU og en række andre lande har indført som en konsekvens af invasionen af Ukraine. Den russiske rubel faldt natten til mandag med op mod 40 pct. i forhold til dollaren.
Og selv om den russiske centralbank greb ind mandag morgen og foretog støtteopkøb, så skal man nu give 113 rubler for en dollar. Det skal ses i forhold til, at kursen fredag aften hed 84.
Centralbanken har derudover hævet den ledende rente fra 9,5 pct. til 20 i et forsøg på at holde inflationen i ro. Det er ifølge Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, et udtryk for, at sanktionerne virker efter hensigten.
- Det gør vanvittigt ondt på den russiske økonomi. Det er ikke hverdagskost, når rublen falder så kraftigt, og vi ser, at man hæver renten med 10 procentpoint. Det er en økonomi, der er hårdt ramt lige nu. Og det er sanktioner, der over tid vil gnave endnu mere, siger han.
Naturgas fri for sanktioner
Det centrale omdrejningspunkt i den russiske økonomi lige nu er derfor naturgassen, som er friholdt fra sanktioner.
- Det er gassen, der finansierer den russiske krigsmaskine lige nu. Men omvendt vil de østeuropæiske lande, Tyskland og Italien blive ramt hårdt, hvis man lukker for import fra Rusland. Og Europa vil blive sendt i recession, hvis det sker, fordi industrien vil blive påvirket af højere energipriser, vurderer Søren Kristensen.
Som modtræk til sanktionerne har den russiske centralbank desuden lukket for udlændinges handel med værdipapirer for at forhindre yderligere frasalg af russiske aktieposter, der kunne føre til kursfald. Der er også regler på vej, som pålægger russiske eksportvirksomheder at sælge 80 pct. af deres indtægter i fremmed valuta til centralbanken.
Den russiske centralbank har de senere år opbygget en pæn valutareserve, men de europæiske sanktioner betyder, at godt to tredjedele af reserven formentlig er indefrosset og derfor ikke kan bruges til støtteopkøb.
Også Ruslands delvise udelukkelse af banksystemet Swift gør ondt på den russiske økonomi, fordi det bremser overførslen af valuta til og fra en lang række russiske banker.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.