DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i front præsenterede regeringen, De Konservative, Liberal Alliance, SF og Danmarksdemokraterne 27. juli 2023 den såkaldte kandidatreform, som partierne havde indgået aftale om. (Arkivfoto). - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter kritisk rapport vil minister i dialog om kandidatreform

Rektorer vurderer, at kandidatreforms politiske mål er urealistisk. Minister vil nu i dialog mod aktører.  
20. NOV 2024 10.58

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) går i dialog med forligskreds og aktører efter modtagelsen af det såkaldte kandidatudvalgs afrapportering om, hvordan kandidatreformen kan implementeres på landets universiteter. Det siger hun i en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Ministeriet har onsdag formiddag offentliggjort den centrale rapport fra kandidatudvalget. Udvalget er nedsat af forligskredsen bag kandidatreformen fra sommeren 2023 og har haft til opgave at se på, hvordan den store reform af kandidatuddannelserne kan implementeres i praksis.

- Nu vil jeg drøfte afrapporteringen med forligspartierne bag universitetsreformen, som vi aftalte, da vi nedsatte udvalget. Og så vil jeg gå i dialog med både universiteter, studerende og erhvervsliv om, hvordan vi kan sikre, at ambitionerne i aftalen i de kommende år bliver til virkelighed, siger Christina Egelund.

Urealistiske ambitioner

At få ambitionerne i aftalen til at blive til virkelighed vurderes dog af rektorerne på landets otte universiteter samt repræsentanter fra de studerende som urealistisk. Det fremgår af rapporten, som Ritzau beskrev tirsdag. Rektorerne og de studerendes repræsentanter udgør to tredjedele af kandidatudvalget.

I kandidatreformen lyder den politiske ambition, at 20 pct. af de kandidatstuderende fra 2032 skal optages på helt nye erhvervskandidater, mens 10 pct. skal optages på forkortede kandidatuddannelser på et år og tre måneder.

En delrapport fra kandidatudvalget i sommer viste dog, at det kun var realistisk, at syv pct. af de studerende kan optages på erhvervskandidater. Dermed ville 23 pct. i stedet skulle optages på de forkortede kandidatuddannelser, da den samlede omlægning skal være 30 pct. Og den vurdering har ikke ændret sig i den færdige afrapportering.

- Det er vores vurdering, at det ikke er realistisk at kunne indfri alle de politiske ambitioner inden for reformens nuværende rammer, lyder det i en fælles udtalelse fra rektorerne i rapporten.

Mange ønsker genåbning aftale

Bag kandidatreformen står regeringen, De Konservative, SF, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Spørgsmålet er nu, om den politiske aftale skal genåbnes.

- Enten skal regeringen skabe tryghed om den politiske aftale, der er indgået, eller også må regeringen bremse op, så vi kan kigge på aftalen igen, sagde De Konservatives uddannelsesordfører, Lise Bertelsen, tirsdag.

Det står dog klart, at en lang række aktører som Danske Studerendes Fællesråd, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Akademikerne, Ingeniørforeningen og Djøf opfordrer til at genforhandle reformen.

Ritzau forsøger at få et interview med Christina Egelund.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/efter-kritisk-rapport-vil-minister-i-dialog-om-kandidatreform

GDPR