DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Den britiske centralbank sænker renten for første gang i fire år

Bank of England sænker sin rente til fem pct. Centralbanken sænkede senest renten i marts 2020.
1. AUG 2024 15.37
Økonomi

Den britiske centralbank, Bank of England, har besluttet at sænke sin ledende rente med 0,25 procentpoint til fem pct. Det skriver centralbanken i en pressemeddelelse torsdag efter at have afholdt rentemøde.

Det er første gang siden marts 2020, at Bank of England sænker renten. Dengang sænkede centralbanken renten til rekordlave 0,1 pct.

Bank of England sætter renten ud fra en målsætning om at ramme en inflation på to procent. I løbet af 2022 og 2023 var der et voldsomt inflationspres i Storbritannien lige som mange andre steder i verden. Derfor var det nødvendigt for den britiske centralbank at trykke hårdt på bremsen og hæve renten. Det pointerer Kim Blindbæk, som er seniorøkonom i Sydbank.

- Selv om inflationen er faldet efterfølgende, var vi i en lang periode vidne til en genstridig inflation, der ikke for alvor ville falde ned til centralbankens inflationsmålsætning på to procent, skriver han i en kommentar.

Har fastholdt rente de seneste syv runder

Ved de seneste syv rentemøder har Bank of England fastholdt renten på 5,25 pct. Det var ikke et enigt udvalg, der besluttede at sænke renten. Fem ud af ni medlemmer af renteudvalget ønskede at sænke renten, mens resten ønskede at holde renten i ro.

- I den seneste tid har vi da også set, at den britiske økonomi har klaret sig lidt bedre end frygtet, og lønningerne stiger fortsat i et bekymrende hastigt tempo, lyder det fra Kim Blindbæk.

Han påpeger dog, at trods renten er blevet sænket, er pengepolitikken fortsat restriktiv og trækker aktivitet ud af økonomien. Det er hans vurdering, at der er flere rentenedsættelser i vente i Storbritannien.

- Meget tyder dog på, at centralbanken går forsigtig frem. Det skyldes, at visse inflationsmål fortsat er i den høje ende, arbejdsmarkedet er stærkt og vi har set lidt højere vækst, tilføjer han.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/den-britiske-centralbank-saenker-renten-for-foerste-gang-i-fire-aar

GDPR