DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Danskerne slukker lyset og sikrer millionbeløb til Røde Kors

Donationen fra Norlys er et resultat af en kampagne, som opfordrede danskerne til at spare på strømmen.  
3. JAN 2023 8.29
Energi
Økonomi

Elselskabet Norlys donerer 30 millioner kroner til Røde Kors efter kampagnen Sluk for Danmark. Det skriver Norlys i en pressemeddelelse. De mange millioner skal bruges til at hjælpe de mest udsatte danskere.

- Vi har det seneste år oplevet en voldsomt stigende efterspørgsel efter en håndsrækning, hvor vi giver folk støtte til at holde en fødselsdag eller en konfirmation. Vi må sige nej til rigtig mange ansøgninger, og nu håber vi, at vi kan sige ja til nogle flere, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Kampagnen opfordrede folk til at spare på strømmen den 1. januar. Den samlede energibesparelse endte på cirka syv pct. sammenlignet med samme dag de to foregående år.

I år blev 1. januar en særligt varm dag, hvor prisen på strøm var lav. Det har sandsynligvis gjort strømforbruget højere. Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Selskabets formål med kampagnen var at donere penge til et godt formål og samtidig øge danskernes bevidsthed om at spare på strømmen.

Donationen var på forhånd bestemt til at være mellem 10 og 50 mio. kr. For at udløse den maksimale donation på 50 millioner kroner skulle danskerne have skåret 18 pct. af det samlede elforbrug.

- Vi havde ingen forventninger. Vi var garanteret 10 mio. kr., men at vi skulle nå helt op på 30 mio. kr., det er vi ekstraordinært glade for, siger Anders Ladekarl.

Det er den største donation Røde Kors nogensinde har modtaget fra en virksomhed til arbejdet i Danmark.


/ritzau/

 

 
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/danskerne-slukker-lyset-og-sikrer-millionbeloeb-til-roede-kors

GDPR