DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Danske Bank ligger i bund i international rapport om klima og biodiversitet

Danske Bank ligger næstsidst i ny rapport om klima og biodiversitet. Det vækker utilfredshed hos flere aktionærer, der mener, at banken svigter sit ansvar
12. DEC 2022 11.31
Energi
Økonomi

Danske Bank klarer sig næstdårligst på klima og biodiversitet sammenlignet med Europas andre største banker. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport af NGO’en ShareAction, der har rangeret Europas 25 største bankers strategier, politikker og mål. Det skriver Dagbladet Information.

Bundplaceringen udløser kritik fra nogle af Danske Banks aktionærer. Til Information siger investeringsdirektør i pensionskassen Akademikerpension Anders Schelde, at Danske Bank "er langt fra at være i mål".

- Jeg synes, vi har en god dialog, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det er sunket helt ind hos hele bestyrelsen og organisationen, at man som finansiel institution har et ansvar på denne her front, siger Anders Schelde til Information.

Også pensionskassen P+ vil have Danske Bank til at tage mere ansvar for klima og biodiversitet. Til Information skriver chef for ansvarlige investeringer Kirstine Lund Christiansen, at man vil bede banken om en forklaring på resultatet i rapporten:

- Det er tankevækkende, at Danske Bank ligger så dårligt placeret, udtaler hun til Information.

Rangerer lavt i forhold til sin politik for fossile brændsler 

Når Danske Bank klarer sig dårligt i ShareActions rapport, skyldes det, at den ikke har sat et altomfattende mål for udledningsreduktion, som dækker alle finansielle aktiviteter i 2030. Det siger Lydia Marsden, der er en af forfatterne bag rapporten og har haft ansvar for at undersøge Danske Bank.

Samtidig rangerer Danske Bank lavt i forhold til sin politik for fossile brændsler på trods af, at den har besluttet af udfase kul og har visse restriktioner i forhold til olie og gas:

- Vi fandt ud af, at når man går i detaljer med Danske Banks politik, er den fuld af smuthuller. Den har en bred struktur i forhold til undtagelser, der kan tillade banken fortsat at finansiere olie-, gasvirksomheder, som Danske Bank burde ekskludere, siger Lydia Marsden til Information.

Samtidig stiller Danske Bank ikke bindende krav i forhold til biodiversitet til kunder, der producerer handelsvarer som for eksempel soja, tømmer eller oksekød. Til ShareActions første kritikpunkt svarer Danske Banks bæredygtighedschef, Kristin Parello-Plesner, at man har sat reduktionsmål for tre af de sektorer, der udleder mest CO2 i bankens låneporteføljer.

- Vi er desuden i gang med at sætte mål for de andre sektorer med høj udledning, skriver hun til Information.

Til kritikken af Danske Banks politik for fossile brændsler skriver Kristin Parello-Plesner til Information, at man har foretaget en række reelle tiltag på området, som ikke fremgår af Danske Banks eksterne politik.

Hun mener ikke, at rapporten tegner et retvisende billede på alle områder og hæfter sig ved, at Danske Bank ligger nummer et i en anden undersøgelse foretaget af Bloomberg Intelligence.

I forhold til biodiversitet skriver hun, at banken "stadig har stort og vigtigt arbejde" foran sig. Danske Bank har tilmeldt sig Biodiversity Pledge, hvor banken forpligter sig til at sætte konkrete mål i senest 2025. 

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/danske-bank-ligger-i-bund-i-international-rapport-om-klima-og-biodiversitet

GDPR