DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
For syvende kvartal i træk steg privatforbruget i Danmark i andet kvartal. Øget beskæftigelse og lønstigninger giver gode forudsætning. (Arkivfoto). - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Dansk økonomi tilbage i vækst i andet kvartal

Medicinalindustrien, den offentlige produktion og øget olieindvinding satte gang i væksten i andet kvartal.  
20. AUG 2025 10.19
Økonomi

Efter at have været i bakgear i første kvartal bevæger dansk økonomi sig igen frem i andet kvartal. I månederne april, maj og juni voksede Danmarks bruttonationalprodukt (bnp) med 1,3 procent sammenlignet med det foregående kvartal. Det viser nationalregnskabet fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Det er særligt medicinalindustrien, som skubber til væksten i andet kvartal, lyder det. Hvis man fraregner medicinalindustrien, stod økonomien stille i andet kvartal målt ved bruttoværditilvækst (bvt). Bruttoværditilvæksten opgøres for enkelte erhverv og måles i basispriser uden afgifter eller tillæg.

Foruden medicinalindustrien var der ifølge Danmarks Statistik også positive bidrag til væksten fra den offentlige produktion og råstofindvinding som følge af øget olieindvinding.

I første kvartal faldt bnp med 1,3 procent. Her var udviklingen især påvirket af tilbagegang i medicinalindustrien. Økonomer understregede i den forbindelse, at produktionen i medicinalindustrien kan svinge meget fra kvartal til kvartal.

Derudover har medicinalproducenter formentlig sendt varer til USA i slutningen af 2024 for at undgå en potentiel told og dermed skabt et højere sammenligningsgrundlag i fjerde kvartal sidste år.

Foruden produktionen i medicinalsektoren er privatforbruget også steget i andet kvartal. Det er nu steget syv kvartaler i træk. Med højere beskæftigelse og lønstigninger er forudsætningerne for det private forbrug da også blevet bedre. Det påpeger Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Privatforbruget viser bedre takter, og med tanke på at privatforbruget står for mere end 40 procent af den danske økonomi, så er det bestemt positivt, skriver han i en kommentar.

Jeppe Juul Borre understreger også, at man bør se på bnp-tallene med en vis skepsis. Det er nemlig vanskeligt at opgøre nøjagtigt, og ofte bliver tallene efterfølgende revideret. Derfor bør udviklingen i bnp aldrig stå alene, når man skal vurdere udviklingen i et lands økonomi, mener han. Også udviklingen på arbejdsmarkedet og i beskæftigelsen er relevant, lyder det.

- Og her er der yderst solide tegn at spore. Foreløbig er der kommet 17.000 flere lønmodtagere i arbejde i 2025, og det betyder, at beskæftigelsen slår rekorder. Vi forventer, at der er flere rekorder i sigte, skriver Jeppe Juul Borre.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/dansk-oekonomi-tilbage-i-vaekst-i-andet-kvartal

GDPR