DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
COP28-præsident Sultan al-Jaber kom i modvind for udtalelse om fossile brændslers betydning for temperaturstigningerne. Den danske minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen, tager ham i forsvar.
Kamran Jebreili/Ritzau Scanpix

Dansk minister tager udskældt COP28-formand i forsvar

Minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S) mener, at Sultan al-Jaber er blevet misforstået.  
5. DEC 2023 10.35

Knap var klimatopmødet i Dubai skudt i gang i sidste uge, før konferencens formand Jaber al-Sultan kom i strid modvind for en udtalelse, hvor han såede tvivl om fossile brændslers betydning for stigende temperaturer. Tirsdag tager minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S) Sultan al-Jaber i forsvar i en udtalelse på X:

- Jeg har arbejdet med dr. Sultan al-Jaber og COP28-formandskabet hele året, og på ingen af de mange møder og samtaler, vi har haft, har han talt imod en videnskabelig tilgang til klimaforandringer eller benægtet videnskaben, siger Dan Jørgensen.

Den britiske avis The Guardian berettede i weekenden, at COP28-formanden 21. november i år havde udtalt sig på et livestreamet møde om klimaforandringers konsekvenser for kvinder. Her sagde COP-formanden ifølge avisen:

- Jeg vil ikke deltage i en samtale, der maler fanden på væggen. Der er ingen videnskab derude, intet scenarie derude, der siger, at udfasningen af fossile brændsler er det, der holder os under 1,5 grader.

1,5 grader celsius er en henvisning til Parisaftalen, der har som mål at begrænse temperaturstigningerne til et godt stykke under 2 grader og forsøge at begrænse den til 1,5 grader i forhold til før industrialiseringen, da man begyndte at brænde kul og olie af.

En misforståelse

Den danske minister for global klimapolitik skriver, at han støtter Sultan al-Jaber i, at han er blevet misforstået.

- Han har omvendt sagt, at "udfasning og reduktion af fossile brændsler er uundgåelig. Faktisk er det essentielt". Lad dette lede vores fortsatte forhandlinger, skriver Dan Jørgensen på X.

Der er tidligere blevet rejst spørgsmål ved al-Jabers mulige interessekonflikt, da han er chef for De Forenede Arabiske Emiraters statslige olieselskab, Adnoc.

De Forende Arabiske Emirater, som er vært for årets klimatopmøde i FN, og som Sultan al-Jaber repræsenterer, er blandt de lande i verden, som eksporterer mest olie. Landet eksporterer også naturgas, dog ikke blandt klodens ti største eksportører.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/dansk-minister-tager-udskaeldt-cop28-formand-i-forsvar

GDPR