DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Mørklagt København - en situation som risikerer at ske flere gange i fremtiden, hvis ikke der tages politisk affære, tilkendegiver FRI i en ny rapport.
Jonas Smith, Unsplash.com

Foreningen for Rådgivende Ingeniører:
Danmark risikerer et stigende antal timer med ekstremt høje elpriser

Hvis ikke den grønne elproduktion bliver oppet kan den ikke fælge med det samlede forbrug. Det kan føre til stigende antal timer med ekstremt høje elpriser eller færre timer med grøn strøm.
12. MAR 2024 13.25
Energi
Klima
Politik

Elektrificeringen af det danske samfund er allerede i fuld gang. Ambitionerne er høje og det samlede danske elforbrug forventes, ifølge Energistyrelsen, at blive seksdoblet frem mod år 2050 i forhold til 2023.  

Der er bare et problem: Den grønne elproduktion kan ikke følge med det samlede forbrug, og kommer heller ikke til det fremover, som tingene ser ud nu. Derfor må danskerne i fremtiden forvente enten et stigende antal timer med ekstremt høje elpriser og i værste fald blackouts. Eller vi må acceptere, at den grønne strøm blandes op med ikke-bæredygtig el.

Denne dystre forudsigelse er en af hovedkonklusionerne i 2024 udgaven af rapporten ”State of The Nation”, der hver fjerde år udgives af Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI).  

Årsagen til den markante forskel imellem udbud og efterspørgsel af grøn strøm skyldes, ifølge FRI, dels at der mangler en overordnet strategisk ramme for udbygningen af den grønne elproduktion, dels mangler massive investeringer på tværs af energisektoren til løsninger af energilagring – deriblandt PtX-anlæg og VE (vedvarende energi).  

I runde tal skal der investeres et trecifret milliardbeløb i den danske energisektor inden 2026 for at sikre, at Danmark kan producere den mængde el og varme, som samfundet forventligt vil forbruge over de næste årtier samt at el og varme kan leveres til der, hvor det skal bruges, lyder vurderingen i FRIs rapport.

- Fakta er, at vores energiinfrastruktur ikke længere er tilstrækkelig til at dække vores energibehov. Det kan lyde paradoksalt, når Danmark har et af Europas mest stabile elnet, men det er simpelthen ikke tænkt eller konstrueret til at håndtere, at alle skal kunne lade en elbil, og at en stor del af vores opvarmning sker via varmepumper. Det er heller ikke dimensioneret til vores generelt stigende forbrug af  elbaserede produkter. Selv om vi plastrer hele Nordsøen, Østersøen og Amager til med vedvarende energikilder som sol og vind, vil vi fortsat ikke nå i mål med grøn strøm uden lagring, siger administrerende direktør i FRI, Henrik Garver. 

Kan risikere black-outs eller mere sort energi

I takt med at de politiske ambitioner er blevet større, er investeringerne til det system, der skal levere og flytte energien, ikke fulgt med. Det viser rapporten. Danmark har endnu ikke løsninger til effektivt at gemme energien, som sol og vind kan producere, og når vejrforholdene ikke er gunstige, har Danmark i lange perioder derfor ikke strøm nok til at dække det samlede behov fra virksomheder og private i peak-perioder.

Det betyder, at der importeres mere og mere energi fra udlandet. Det drejer sig især om kul og gas. Hvis ikke der findes løsninger på dette, vil energimikset i Danmark altså blive præget af mere sort energi, ved mindre at man villig til at gå på kompromis med forsyningssikkerheden.

- Danmark kører desuden kun rundt energimæssigt, fordi vi supplerer vores egen elproduktion med sort strøm købt i udlandet, hvilket ikke er langtidsholdbart. Hverken økonomisk, bæredygtigt eller sikkerhedsmæssigt, siger Henrik Garver.

FRI noterer sig desuden, at en stor mangel på arbejdskraft også truer den grønne omstilling. 

- Den grønne omstilling i Danmark står og falder med, at vi får løst ingeniørmanglen hurtigt. Vi kan have nok så mange planer, ideer og penge, men hvis ikke vi har folk til at lave beregningerne og bygge løsningerne, så bliver det ved drømmen om en grøn fremtid. Derfor skal vi have åbnet vores arbejdsmarked for dygtige og kvalificerede ingeniører fra hele verden, siger Henrik Graver.

FRI opfordrer derfor regeringen til at få lagt en overordnet plan for energiområdet og at foretage de nødvendige investeringer. Investeringer, der kan løfte energiinfrastrukturen generelt, indtænke sikkerheden for vores kritiske energiinfrastruktur, og ikke mindst gøre det endnu lettere og mere attraktivt for udlændige med specialkompetencer at påtage sig arbejde i Danmark inden for energiområdet.  

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//innovation/artikel/danmark-risikerer-et-stigende-antal-timer-med-ekstremt-hoeje-elpriser

GDPR