DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Lavere efterspørgsel på visse kernemarkeder har fået Danfoss' omsætning og indtjening til at falde i første halvdel af 2024, viser regnskab. (Arkivfoto). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danfoss varsler fyringer efter regnskab med fald i indtjening

Danfoss er ramt af lavere efterspørgsel og vil se forretningen efter i sømmene. Medarbejdere vil blive fyret.  
21. AUG 2024 11.48
Erhverv
Økonomi

Danfoss har været ramt af lavere efterspørgsel på kernemarkeder i første halvdel af 2024. Det har haft konsekvenser for både omsætning og resultat, der er faldet sammenlignet med samme periode året før. Det viser Danfoss' regnskab for første halvdel af 2024, som er blevet offentliggjort onsdag.

Her fremgår det, at selskabet har tjent 291 mio. euro i løbet af årets første seks måneder. Det svarer til knap 2,2 mia. kr. og er et fald på 28 pct. sammenlignet med første halvdel af 2023. Omsætningen lander på lige over fem milliarder euro, svarende til lidt mere end 37 mia. kr. Det er et fald på ni pct.

Den lavere efterspørgsel ses blandt andet i slutmarkeder for maskiner til landbruget og inden for byggesektoren og vejbyggeri, skriver Danfoss i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.

Danfoss påpeger i pressemeddelelsen, at aktivitetsniveauet i både Europa og Kina fortsat er svagt, hvilket forventes at fortsætte resten af året. Også i USA er der tegn på afmatning, lyder det.

- Vi har tidligere med succes navigeret forskellige økonomiske cyklusser, og det gør vi igen nu. Selv om den nuværende situation er udfordrende, er det vigtigt at understrege, at vi fastholder vores langsigtede vækststrategi, siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss, i pressemeddelelsen.

Fyringer på vej

Danfoss udvikler og producerer mekaniske og elektroniske komponenter inden for blandt andet energisektoren. Danfoss oplyser desuden, at selskabet har igangsat en "opdatering" af måden, forretningen drives på.

Som en konsekvens af det skal der fyres medarbejdere, lyder det. Det fremgår ikke, hvor mange fyringer, der er tale om. Ifølge Kim Fausing skal det føre til yderligere decentralisering, så der træffes beslutninger tættere på kunden.

- Ved at fjerne dobbeltarbejde og overlappende ansvarsområder simplificerer vi organisationen for at sikre større agilitet og hurtigere beslutninger, siger Kim Fausing i meddelelsen.

Over for Børsen afviser Kim Fausing at uddybe, hvor mange medarbejdere der vil blive fyret, samt i hvilket omfang koncernens hovedsæde i Nordborg vil blive berørt.

- Selvfølgelig har vi en idé om, hvilke funktioner der berøres, men det vil være useriøst allerede nu at sætte tal på, hvor mange kolleger der berøres, siger han til avisen.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/danfoss-varsler-fyringer-efter-regnskab-med-fald-i-indtjening

GDPR