
Danmarks fungerende klimaminister, Dan Jørgensen (S), skal stå i spidsen i arbejdet med at lave en plan for højere ambitioner for reduktion af drivhusgasser ved COP27 i Egypten. Det skriver Dagbladet Information.
Klimatopmødet finder sted i Sharm el-Sheikh i Egypten. Det begyndte 6. november og slutter efter planen fredag. Det er det egyptiske formandskab, der har udpeget Dan Jørgensen til at sidde for bordenden i arbejdet med reduktionsforpligtelserne i de kommende dage.
Ved det seneste klimatopmøde COP26 i Glasgow sidste år fik Dan Jørgensen ligeledes tildelt det samme ansvarsområde. Han har derfor i forvejen kendskab til området og har samtidig allerede kontakter blandt de andre lande.
- Det Dan Jørgensen skal gøre nu, det er, at han skal forsøge at få parterne til at nå hinanden, og i den sammenhæng skal de have en dialog med de forskellige landegrupper og finde ud af, hvordan de ser sig selv i det, og hvor deres røde linjer er, siger Jens Mattias Clausen fra den grønne tænketank Concito til Information.
Uenighed om drivhusgasser
Reduktionen af drivhusgasser er en nøglesten i FN's klimaaftale. Dagbladet Information skriver, at netop reduktionen af drivhusgasser er et område, hvor landene indtil videre har haft svært ved at blive enige om fælles konklusioner.
Dagbladet Information skriver videre, at der på en række områder på topmødet er uenighed. Der mangler fortsat at blive forhandlet støtte til klimatilpasning, kompensation for klimaskader og så netop reduktionen af udledninger, hvor Dan Jørgensen altså står i spidsen for forhandlingerne.
Da der endnu ikke er dannet en regering i Danmark, deltager Dan Jørgensen i topmødet som fungerende klimaminister.
Det er planen, at forhandlingerne, som Dan Jørgensen står i spidsen for, skal afsluttes fredag, når topmødet slutter.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.