
Grøn brint og andre klimavenlige brændsler skal produceres på power-to-x fabrikker, der omdanner grøn elektricitet fra vindmøller og solceller til brint eller flydende brændstoffer.
Problemet er, at 14 ud af 17 fabrikkerne fra regeringens strategi for power-to-x er enten forsinkede, tvivlsomme eller droppet. Det viser en opgørelse fra Ingeniøren, som nu får flere eksperter til at udtrykke stærk bekymring for den grønne omstilling.
- Jeg tvivler på, at vi når målet. Der har været lidt for meget hype om, hvad den her teknologi er og kan, siger en af Danmarks fremmeste eksperter på området, Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.
Eksempelvis tøver det multinationale energiselskab H2 Energy med at investere de cirka 15 mia. kr. i den en GW store Njordkraft-fabrik i Esbjerg, der kan hjælpe regeringen godt på vej med målet om 4-6 GW elektrolyse i 2030.
Brian Vad er langt fra alene om at advarer om den haltende udrulning, og at det, der er blevet kaldt for ‘vindeventyret 2.0’ - og som frister med klimagevinster og milliarder af kroner til statskassen - risikerer at strande som et politisk fatamorgana.
Tænketank: Virkelig dårligt politisk håndværk
Joachim Sperling er direktør i erhvervslivets tænketank Axcelfuture, og har gennem årene fulgt udviklingen inden for brint og power-to-x. Han afviser uden tøven sandsynligheden for, at Danmark når målet i 2030.
- Det kan helt klart ikke nås, for power-to-x i stor skala bliver altså ikke lige nu, og den store taber ender med at være dem, der har lagt strategien. Det er virkelig dårligt politisk håndværk, når man rammer så langt væk fra skiven, siger han.
Der er ellers bred politisk opbakning til power-to-x. Lige fra Enhedslisten til Liberal Alliance og over regeringspartierne mener, at Danmark skal satse på de grønne brændsler. Det stod ikke mindst klart, da regeringen sammen med et bredt flertal i 2022 afsatte 1,25 mia. kr. for at sparke gang i produktionen.
"Med et mål på op mod seks GW er Danmark i top tre blandt de europæiske lande. Høje ambitioner for grønne brændstoffer er afgørende for at udfase fossil energi, reducere klimabelastninger, understøtte grøn vækst og løsne Ruslands greb om Europas energiforsyning", lød det i en pressemeddelelse.
Minister: Prisen lever ikke op til vores forventninger
Især industrien i Europas største økonomi, Tyskland, er klar til at blive verdens største importør af brint fra 2030 med et årligt forbrug fra udlandet på 1,1-2,2 milliarder tons brint. Det er enorme mængder: Til sammenligning forventes et anlæg på 1 GW at kunne producere omkring 90.000 tons brint om året. Der er altså umiddelbart gode muligheder for at afsætte danskproduceret grøn brint til Tyskland.
Også Ørsted, CIP, Nature Energy, Energinet, A.P. Møller-Mærsk, DFDS og Arla mangler at træffe en endelig investeringsbeslutning, viser Ingeniørens gennemgang.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra fra klima-, energi- og forsyningsministeren Lars Aagaard (M), men på konferencen World Hydrogen Week i Bella Center på Amager i København i sidste uge sagde han.
- Jeg var blandt dem, der talte om, at brint vil komme meget hurtigt og billigt. Det tror jeg stadig, men vi ved alle sammen, at udrulningen og prisen måske ikke lever helt op til vores forventninger. Storskala-projekter materialiserer sig langsomt. Langsommere, end vi havde troet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.