Liz Truss er klar til øjeblikkeligt at tage fat på den britiske energikrise, hvis hun mandag bliver valgt som Storbritanniens næste premierminister. Det siger hun søndag i et interview med det britiske medie BBC.
- Hvis jeg bliver valgt som premierminister, vil jeg øjeblikkeligt handle i forhold til briternes elregninger og energiforsyning, siger hun.
Hun giver ikke yderligere detaljer om sin plan. Hun tilføjer dog til BBC, at "inden for en uge vil jeg sørge for, at det bliver annonceret, hvordan vi skal håndtere problemet".
Britiske husstande oplever i gennemsnit, at deres el- og gasregning er steget med helt op mod 80 procent. Derfor har mange briter opfordret landets regering til at gennemføre tiltag for at hjælpe befolkningen.
Høje prognoser for el- og gasregninger
I august lød det i en prognose, at den gennemsnitlige årlige pris for gas og el i april næste år kan stige til over 50.000 kroner i Storbritannien.
I dag lyder den gennemsnitlige årlige pris for gas og el på 1971 pund (cirka 17.250 kroner) per husstand i Storbritannien.
Det uafhængige energirådgivningfirma Auxilione vurderer, at det kan stige til 3576 pund (31.300 kroner) i oktober, 4799 pund (42.000 kroner) i januar og 6089 (53.300 kroner) i april. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
En af to kandidater
Udenrigsminister Liz Truss er en af to kandidater, der kæmper om at overtage premierministerposten fra den afgående Boris Johnson.
Hun vurderes til at være favorit til at vinde den afstemning, der har været blandt de anslået 200.000 medlemmer af Det Konservative Parti. Det vil gøre hende til den næste britiske premierminister.
Hendes modstander er den tidligere finansminister Rishi Sunak. Resultatet af afstemningen offentliggøres mandag klokken 13.30 dansk tid.
Boris Johnson gik i juli af som leder for Det Konservative Parti. Det skete efter stort pres både internt i partiet og fra offentligheden. Han er blevet på premierministerposten, indtil en afløser er klar.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.