DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
De amerikanske investeringer i havvind blev tredoblet i 2022 sammenlignet med 2021. Investeringerne ventes at blive større og flere, i takt med at klimapakkens effekt tager mere til. (Arkivfoto).
Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix

Bidens klimapakke øger USA's troværdighed

Joe Bidens klimapakke sætter tempo på USA's CO2-reduktioner og mindsker risikoen for tilbagefald på klimaområdet, lyder vurderinger efter et år med loven.
14. AUG 2023 10.32
Internationalt
Politik
Økonomi

Navnet fortryder den amerikanske præsident, Joe Biden, i dag. Onsdag er det et år siden, at han underskrev loven Inflation Reduction Act, som løst kan oversættes til loven for at mindske inflation.

Den blev underskrevet, på et tidspunkt hvor inflationen buldrede derudaf i USA. Så det virkede åbenlyst at sælge loven som en kamp mod inflation. Bekæmpelse af inflation var også en del af pakken. Men i dag bliver den i virkeligheden mest af alt betragtet som en klimalov. En historisk en af slagsen.

- Jeg ville ønske, at jeg ikke havde kaldt den det, sagde Biden ifølge AFP for nylig på et møde med donorer i den vestlige stat Utah.

Pakke med over 2500 mia. kr. til grøn omstilling

Loven, som også omtales som en klimapakke, har særligt til formål at skrue op for omstillingen til grønne energikilder. Der er afsat 369 milliarder dollar - cirka 2512 milliarder kroner - til investeringer i USA's grønne omstilling.

Det er USA's største klimainvestering nogensinde, og loven har bestemt haft en effekt i løbet af sit første leveår. Både nationalt og internationalt har den sat sit aftryk, viser analyser. Nationalt bliver tempoet på USA's reduktion af drivhusgasser fordoblet med loven, viser forskning fra Princeton University.

Aftalen vil sandsynligvis mindske udledningen af drivhusgasser med op mod 42 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 2005. Det beskriver forskere fra forskningsinstituttet Rhodium Group som et betydeligt skridt frem i forhold til de tidligere udsigter for USA's udledninger de kommende år.

Det er dog stadig ikke nok til at leve op til løfterne i Parisaftalen fra 2015. Ifølge de mål skal udledningen af CO2 være mindst halveret i 2030 i forhold til i 2005.

Har øget USAs troværdighed

Internationalt bemærker forskere, at USA's klimapakke fra 16. august sidste år har spillet en stor rolle i forhold til at inspirere andre lande til at indføre lignende politikker, der skal fremme grønne økonomier og grønne industrier. Den har bidraget til et slags ræs mod toppen, hvor andre lande er begyndt at fremskynde grønne industripolitikker.

USA har fået mere troværdighed på klimaområdet. Det vurderer Todd Tucker, som er politisk forsker ved tænketanken Roosevelt Institute.

- Investeringerne har hjulpet med at etablere USA som en troværdig international partner på klimaområdet.

- Ved at skabe job og penge på tværs af landet er USA langt mindre sårbart over for at få et tilbagefald på klimaområdet end tidligere, siger han i en skriftlig kommentar.

Siden pakken blev til lov, har den ført til investeringer fra den private sektor på knap 750 mia. kr. i grøn energi. Det oplyser Det Hvide Hus.

Lori Bird fra miljøgruppen World Resources Institute kalder pakken for den "mest betydelige på klimaområdet i USA's historie". Incitamenterne i den er bygget til at holde i årtier, og effekten af dem bør vare endnu længere, siger hun til AFP.

Hvis målene i Parisaftalen skal nås, kræver det imidlertid ifølge miljøaktivister, at der foruden gulerødder i form af incitamenter også skal bruges pisk for at få klimaet på rette kurs.

Et år med klimapakken

  • USA er verdens næststørste udleder af CO2 efter Kina.
  • 16. august 2022 underskrev USA's præsident, Joe Biden, Inflation Reduction Act, der blandt andet indebærer investeringer på cirka 2512 milliarder kroner.
  • Siden den blev indført har der været bedre prognoser for job inden for grøn energi, transport og produktion. Prognoserne for vedvarende energi er også bedre.
  • Tempoet for USA's reduktioner af drivhusgasser er steget, men Parisaftalens mål om en halvering af udledningen i 2030 sammenlignet med 2005 ser ikke ud til at blive nået.
  • De amerikanske investeringer i havvind blev tredoblet i 2022 i forhold til 2021. Det ventes at stige endnu mere over det næste årti.
  • Investeringer i solindustrien alene ventes ifølge virksomheder på området at blive tredoblet fra 200 til 600 milliarder dollar i løbet af det næste årti.

Kilde: Klimanetværket Global Strategic Communications Council.


/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/bidens-klimapakke-oeger-usa-s-trovaerdighed

GDPR