DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Australsk mineselskab lægger sag an mod Danmark og Grønland

Den grønlandske regering har droppet et stort mineprojekt, og selskabet bag projektet har nu lagt sag an.
11. MAJ 2023 9.15
Klima
Økonomi

Det australske mineselskab Energy Transition Minerals (tidligere Greenland Minerals red.) har lagt sag an mod Danmark og Grønland. Det skriver Politiken. Striden handler om, at den grønlandske regering, Naalakkersuisut, har stoppet et stort mineprojekt i det sydlige Grønland.

Det australske selskab stod bag projektet og mener, at den grønlandske regerings beslutning om at stoppe projektet er et brud på reglerne. Sagen er lige nu hos det danske voldgiftsnævn, men den kan ende ved domstolene og kan også komme til at koste både Danmark og Grønland penge.

Ifølge Politiken fremgår det af Kammeradvokatens hjemmeside, at Energy Transition Minerals har rejst et erstatningskrav på 15 mia. kr., hvis selskabet får medhold.

Danmark og Grønland er ifølge avisen blevet enige om, at Danmark betaler en tredjedel af udgifterne til advokater i sagen. Der er ifølge Jørgen Hammeken-Holm, der er departementschef i Departementet for råstoffer i Grønland, ikke en aftale om, hvordan betalingen af en eventuel erstatning skal fordeles mellem Danmark og Grønland.

Ikke bekymret over størrelse på erstatningskrav

Hverken Kammeradvokaten eller departementschefen ønsker at kommentere erstatningskravets størrelse. Jørgen Hammeken-Holm er ikke bekymret over søgsmålet.

- Det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over. Det er normalt, at selskaber som det australske lægger sag an mod regeringer og kommer med ublu erstatningskrav.

- Jo større beløb, jo mere skal det få modparten til at ryste i bukserne, siger han til Politiken.

Dog siger Paul Hauch Fenger, der har en baggrund i FN og EU og speciale i international ret, at mineselskabet kan have en god sag. Han har dog det forbehold, at han ikke kender alle sagens detaljer.

Mineprojektet skulle have været på Kvanefjeld, som blev et meget stort emne i den seneste valgkamp i Grønland i 2021.  Fortalerne for mineprojektet mente, at det vil give Grønlands økonomi et stort rygstød, ligesom at projektet er godt for den grønne omstilling globalt set. Greenland Mines håber blandt andet at finde sjældne jordartsmetaller, heriblandt magnetmetaller, der er nødvendige til fremstilling af såkaldte permanente magneter i blandt andet elbiler og vindmøller. 

I dag har Kina bedst adgang til de metaller, men Greenland Mines argumenterede for, at mineprojektet kunne levere 15-20 pct. af de magnetmetaller, den grønne omstilling kræver.

Partiet IA, der endte med at vinde valget, havde et nej til minedrift som sin største mærkesag. Derfor endte Naalakkersuisut med at stoppe projektet af sundheds- og miljømæssige årsager.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/australsk-mineselskab-laegger-sag-an-mod-danmark-og-groenland

GDPR