
Australiens kommende premierminister, Anthony Albanese, lover efter sin valgsejr at forandre Australiens internationale image. Ifølge ham skal landet ikke i fremtiden kunne opfattes som en del af bagtroppen, når det gælder bekæmpelse af klimaforandringer.
Valgkampen op til lørdagens parlamentsvalg, hvor der var godt 17,2 millioner stemmeberettigede, var præget af en bølge af miljøgrupper og uafhængige grønne politikere, som har presset på for at få vedvarende energi og få reduceret udslip af drivhusgasser.
Nu står store forurenere i mange dele af erhvervslivet over for et politisk kursskifte med vedholdende reduktioner af drivhusgasser.
- Sammen kan vi afslutte klimakrigene, siger den 59-årige leder af det australske arbejderparti Labor.
Han lover en ny, smukkere og grønnere æra kendetegnet ved mere kompromisvilje og mindre stridbarhed.
- Jeg ønsker at forandre landet. Jeg ønsker at ændre det politiske system og den måde, der føres politik på, siger han.
Det er dog uklart, hvorvidt Albaneses centrumvenstre parti vil vinde tilstrækkeligt med pladser i parlamentet til at kunne regere alene, eller om det kommer til at være afhængigt af støtte fra små partier eller uafhængige. Albanese og hans nøgleministre ventes at blive indsat allerede mandag.
Vil tilkendegive kursskifte på "Quad-topmøde"
Dermed vil den næste australske premierminister være parat til at deltage i et topmøde i Japan tirsdag. Et møde, hvor blandt andre USA's præsident, Joe Biden, Indiens premierminister, Narendra Modi og Japans premierminister, Fumio Kishida, deltager.
Det såkaldte "Quad-topmøde, handler om et udvidet flådesamarbejde mellem de fire lande. Det skal medvirke til at dæmme op for Kinas tiltagende magt i Asien. Quad-topmødet er "en absolut prioritet" for Australien og en mulighed for at sende et budskab til verden, siger Albanese om mødet i Japan.
Han siger, at Australien vil vise partnerlande i andre dele af verden, at de kan vente et radikalt kursskifte i hans land, når det gælder klimapolitik.
Tidligere regering blokerede fremskridt i klimaforhandlinger
Gennem de seneste år har det internationale samfund set mange billeder fra naturbrande i Australien - af ulmende brande i eukalyptus skove, som er levested for koalaer, og røgfyldte storbyer samt truede eller døde koralrev, der har været udsat for høje temperaturer.
Næsten tre milliarder pattedyr, krybdyr, fugle og padder blev dræbt eller skadet under Australiens ødelæggende naturbrande i 2019-2020.
Under den afgående konservative regering, som blev ledet af Scott Morrisons og hans liberale parti, har Australien samtidig gjort sig bemærket som et land, der har blokeret for vigtige fremskridt i internationale klimaforhandlinger.
Albanese har lovet vælgerne mere ambitiøse reduktioner i udledningerne af CO? og andre drivhusgasser. Han vil gøre det solbeskinnede australske kontinent til en grøn supermagt. når det gælder vedvarende energi, siger han.
- Min mor drømte om et bedre liv for mig. Jeg håber, at min rejse kan inspirere australiere til at række ud efter stjernerne, siger Albanese.
Han er opvokset i almene boliger i Sydney og opdraget af en enlig mor.
Ritzau / Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.