
Andel Energi intensiverer nu arbejdet med at udfase gas som varmekilde. Det sker gennem en fusion med datterselskabet Enova Energy, som fremover bliver en integreret del af energikoncernen. Med fusionen ønsker Andel Energi at styrke salget af varmepumper som alternativ til gas for selskabets 130.000 gaskunder.
En politisk ambition sigter mod at udfase gas som varmekilde i Danmark senest i 2035. Med fusionen får Andel Energi mulighed for at samle kræfterne om rådgivning og installation af varmepumper som erstatning for gaskedler i tusindvis af hjem.
- Gas er generelt en klimabelastende varmekilde, så selvfølgelig skal den udfases, også selvom det koster på bundlinjen, siger Marlene Holmgaard Fris, der er adm. direktør i Andel Energi.
Selskabet opkøbte Enova Energy kort før energikrisen i 2022, og virksomheden har siden været drevet som et selvstændigt datterselskab. Fusionen sker nu for at samle kompetencer og resurser i én organisation med fælles mål.
- Det vil sikre en mere fokuseret organisering, der også kan trække på kompetencer og resurser i resten af forretningen, når vi skal hjælpe kunderne med et alternativ til gas, siger Marlene Holmgaard Fris.
Fastholder målsætning om tidlig udfasning
I forbindelse med købet af Enova Energy meldte Andel Energi ud, at virksomheden vil udfase gas ved udgangen af 2029. Siden da har forudsætningerne for at nå i mål dog ændret sig, ikke mindst fordi mange planlagte fjernvarmeprojekter er blevet droppet siden 2022.
- Opvarmning af ens hjem er ret essentiel. Derfor er det selvfølgelig forbundet med stor usikkerhed, når det, man troede var ens fremtidige varmekilde, pludselig forsvinder. Derfor er det vigtigt at understrege, at selvom vores ambition stadig er udfasning i 2029, kommer vi i Andel Energi ikke til at efterlade nogle gaskunder uden et brugbart alternativ, siger Marlene Holmgaard Fris.
Samtidig med fusionen etableres et nyt forretningsområde under navnet Teknik & Service. Direktør for Enova Energy, David Neville, bliver ansvarlig for området og indtræder i Andel Energis ledelse. Fusionen træder i kraft 1. juli.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.