Aftale fjerner iværksætterskat og giver flere penge til aktiehandlere
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) præsenterede torsdag et udspil, der skal give skattelettelser til erhvervslivet. Fredag præsenterer han blandt andet lempelser i skatten på aktieindkomst. Det sker i en ny iværksætteraftale. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Aftale fjerner iværksætterskat og giver flere penge til aktiehandlere

46 initiativer skal gøre livet lettere for iværksættere i ny aftale, som blandt andet fjerner iværksætterskat.  
21. JUN 2024 15.15

I ny politisk aftale om iværksætteri fjernes den såkaldte iværksætterskat, og samtidig lempes skatten på aktieindkomst. Det oplyser Erhvervsministeriet.

Regeringen har indgået aftalen med Danmarksdemokraterne, LA, De Konservative, De Radikale og DF. Erhvervsminister Morten Bødskov (S) erklærer sig på et pressemøde fredag særdeles tilfreds med udkommet.

- Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse, siger ministeren.

Iværksætterskatten drejer sig om skat på selskabers udbytte fra unoterede porteføljeaktier, altså ejerandele under ti pct. af en virksomhed.

- Vi kan ikke accelerere den grønne omstilling, uden at vi har folk, som tænker nyt. Det er det, iværksættere kan, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) på doorstep om ny iværksætteraftale.

Derfor har de brug for bedre vilkår, siger han.

- De spiller en afgørende rolle i forhold til at finde på og udvikle fremtidens løsninger.

Lavere skat på aktieindkomst

Når det kommer til aktier, er reglerne lige nu sådan, at der skal betales 27 pct. i skat af aktieindkomst op til 61.000, og alt derover beskattes med 42 pct.

Grænsen hæves nu til 80.000 kr., står der i aftalen. B.T. har tidligere beskrevet, hvordan det med optimal effekt kan give den enkelte aktieinvestor en gevinst på 2840 kr. om året. Det koster 160 mio. kr. kr. årligt.

Det er ikke den eneste ændring for aktieglade danskere. Loftet for indskud på en aktiesparekonto hæves nemlig til 160.000 for at "styrke aktiekulturen i Danmark", som det formuleres i aftalen.

46 initiativer

Aftalen indeholder i alt 46 initiativer, der skal gøre det lettere at være iværksætter i Danmark.

Andre dele af aftalen sigter efter at fjerne byrder for iværksættere. Eksempelvis halveres kapitalkravet, når der etableres anpartsselskaber, til 20.000 kr.

Desuden skal iværksættertalenterne fremmes i Danmark. Der skal være mere iværksætteri i undervisningen i folkeskolerne, og der skal uddeles en pris til årets unge iværksætteri, hvor der følger et pengelegat med.

Morten Bødskov bliver flere gange på pressemødet spurgt ind til, at aftalen gavner rige mennesker. Bødskov argumenterer med, at det er nødvendigt at lave lempelser, der også gavner allerede velholdte mennesker, hvis man vil styrke iværksætteri og erhvervsliv:

- Forudsætningen for, at vi i den verden, vi lever i nu, kan fortsætte med at være de bedste af de bedste, er, at vi gør mere for at investere i de her styrkepositioner. Det kræver kapital. Meget kapital, siger han.


/ritzau/amp

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet