
For knap en måned siden indgik Aalborg Havn en aftale med Fidelis New Energy om at etablere Danmarks første storskalaanlæg til håndtering af indfanget CO2 på havnen. Nu har Fidelis så indgået en hensigtsaftale med Aalborg Portland om kommende brug af det planlagte anlæg.
Norne Carbon Storage Hub, som Fidelis kommende anlæg bliver kaldt, vil således, hvis hensigtserklæringen bliver ført ud i livet, blive forbundet med Aalborg Portland med en direkte rørledningsforbindelse inden 2030. Via rørledningen vil cementproducenten potentielt vil kunne levere mere end 400.000 tons CO2 til Fidelis kommende anlæg.
Aalborg Portland ser aftalen som "et vigtigt skridt for realiseringen af dansk cementproduktion med lavere CO2-aftryk." Hos Fidelis er man også glade for aftalen.
- Vi er begejstrede over at kunne levere en sikker og omkostningseffektiv løsning, der skal bidrage til at reducere CO2-udledningen fra cementproduktionen hos Aalborg Portland, Danmarks eneste cementproducent, siger Ulrik Weuder, adm. direktør hos Fidelis New Energy Europe, i en pressemeddelelse.
Stort potentiale
Aalborg Portland forventes at indfange mindst 400.000 tons CO2 om året fra deres produktion i Aalborg inden 2030. Aftalen med Fidelis ses af cementproducenten, som et skridt på vejen mod ambitionen om at producere cement med et af verdens laveste CO2-aftryk.
- Vi har med stor interesse fulgt Fidelis' planer om opførelsen af Danmarks første storskala CO2-håndteringsanlæg på Aalborg Havn. CO2-fangst spiller en central rolle i Aalborg Portlands omstillingsproces, hvor vi har et mål om at fange minimum 400.000 tons CO2 om året i 2030, men vi sigter også endnu højere. Fidelis' anlæg skal efter planen etableres få kilometer fra Aalborg Portland, og derfor giver denne hensigtserklæring rigtig god mening, siger Michael Lundgaard Thomsen, CCO i Aalborg Portland.
Den 15. maj 2023 kunne Fidelis offentliggøre planerne om etableringen af Norne Carbon Storage Hub, et onshore CO2-lagringsnetværk i Danmark med anlæg i både Aalborg og Kalundborg. I den forbindelse indgik Fidelis og Port of Aalborg en aftale om etablering af Danmarks første storskala anlæg til håndtering af indfanget CO2. Anlægget kommer til at ligge på Østhavnen i Aalborg tæt på Aalborg Portland, og fra 2026 forventes det at modtage op mod 4 millioner tons drivhusgasser årligt med mulighed for at fordoble kapaciteten i fremtiden.
- Det er fantastisk, at Fidelis og Aalborg Portland går sammen om CO2-fangst og -opbevaring i Aalborg. Det er endnu en understregning af, at vi er på vej til at blive pionerområde for håndtering af indfanget CO2 på europæisk jord. Vi har de førende forskningsmiljøer via Aalborg Universitet og et erhvervsliv med repræsentanter for hele værdikæden - lige fra fangst, til opbevaring og ikke mindst udnyttelse af CO2 til fremtidens grønne energikilder, siger Kristian Thulesen Dahl, adm. direktør hos Port of Aalborg.
Fidelis og Port of Aalborg forventer desuden, at op imod 200 skibe om året vil komme til Aalborg Havn med importeret CO2 fra udledningskilder i ind- og udland
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.