
12 havvindparker, der tidligere har fået afslag på at blive godkendt, skal nu igennem en ny sagsbehandling. Det skriver Finans.
Der er blandt andet tale om fem havvindparker, som udvikleren European Energy forsøgte at få godkendt igennem den såkaldte åben dør-ordning. European Energy fik i oktober i lighed med andre udviklere en kollektiv afvisning af de projekter, de havde søgt tilladelse om.
Afgørelsen blev indklaget til Energiklagenævnet, som har givet European Energy medhold i, at sagsbehandlingen skal gå om. Årsagen er, at der ikke er foretaget en individuel vurdering af projekterne, som ansøgerne ellers har krav på. Det er Andreas Karhula Lauridsen, der er havvindchef i European Energy, meget tilfreds med.
- Vi har nu Energiklagenævnets ord for, at Energistyrelsen burde have foretaget en konkret vurdering af vores åben dør-projekter, skriver Andreas Karhula Lauridsen i en skriftlig kommentar til Finans.
Foruden European Energy-projekterne drejer det sig ifølge Finans om fire projekter fra GreenGo Energy, to fra Vattenfall og ét fra Bornholm Havvind.
Åben dør-ordningen, der nu er lukket, gav mulighed for at opføre havvindparker på danske havarealer uden støtte - men også uden betaling for at benytte arealerne. Ordningen blev sat i bero, fordi den ifølge embedsværket stred med EU-reglerne om statsstøtte.
Opdateret kl. 14:13, da der er tale om 12 ansøgninger, der skal genbehandles.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.