DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Det tidligere atomkraftværk i Barsebäck ligger tæt på Malmø i Sverige og kun 23 kilometer fra København. Nedrivningen er i gang, men lokale politikere ønsker et nyt atomkraftværk på stedet. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Svenske politikere overvejer muligt nyt atomkraftværk i Barsebäck

Svenske lokalpolitikere vil erstatte Barsebäckværket cirka 23 kilometer fra København med nyt atomkraftværk.  
20. OKT 2025 13.53
Energi
Internationalt
Politik

Lokalpolitikere i den svenske by Kävlinge undersøger muligheden for at få et nyt atomkraftværk i Barsebäck. Det skriver det svenske medie Sydsvenskan.

Nedrivningen af det gamle atomkraftværk i Barsebäck, som ligger omkring 23 kilometer fra København, er ellers i fuld gang og anslås at koste 5,7 milliarder svenske kroner. Det svarer til knap 3,9 milliarder danske kroner. Annsofie Thuresson, der sidder i kommunalbestyrelsen i Kävlinge for Moderaterna, mener, at lokationen på den svenske sydkyst er oplagt til et nyt atomkraftværk.

- Jeg kender ikke til noget andet sted i Sverige, hvor der allerede findes så detaljeret en plan for at få dette på plads, siger hun ifølge Berlingske til Sydsvenskan.

Et flertal af kommunens politikere er for idéen, lyder det.

Det tidligere atomkraftværk i Barsebäck, også kaldt Barsebäckværket, var udgjort af to reaktorer, som blev sat i drift i henholdsvis 1975 og 1977. Beliggenheden, som er cirka 18 kilometer fra Malmø og cirka 23 kilometer fra København, har tidligere ført til stor debat.

Efter beslutning fra den svenske regering blev de to enheder lukket i henholdsvis 1999 og 2005. Nedrivningen er dog stadig i gang. Ifølge Berlingske forventes processen først at være afsluttet i 2038.

Efter valget i 2022 har svenskerne imidlertid omfavnet atomkraften igen. Planen er at øge den eksisterende kapacitet de kommende år.

Sverige har i øjeblikket seks aktive atomreaktorer i drift, hvoraf to er placeret ved Ringhals. Ringhals atomkraftværk ligger omkring 50 kilometer fra danske Læsø. Tre andre reaktorer ligger ved atomkraftværket Forsmark, og den sidste er placeret ved Oskarshamn. Planen er, at der inden 2035 skal opføres flere reaktorer med en samlet kapacitet på 2500 megawatt.

Omdiskuteret energikilde

Atomkraft er generelt en omdiskuteret energikilde. På den ene side bliver det forsvaret som en miljøvenlig energiform, der ikke belaster miljøet med CO2 og dermed ikke bidrager til global opvarmning.

På den anden side kritiseres atomkraftværker for at generere radioaktivt affald, der skader mennesker og naturen, hvis det ikke opbevares forsvarligt.

I Danmark er atomkraft også fortsat et omdiskuteret politisk emne. Senest har Liberal Alliance mandag meldt ud, at partiet vil skrotte det kommende havvindudbud til 55,2 milliarder kroner og bruge pengene på at opføre flere atomkraftanlæg i Danmark.

Atomkraft har længe været pålagt et de facto-forbud i Danmark.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/svenske-politikere-overvejer-muligt-nyt-atomkraftvaerk-i-barseback

GDPR