DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Dansk Industri er vært for EU's politiske ledelse i Industrien Hus i København. Europas erhvervsledere præsenterer en fælles erklæring til EU's politiske ledelse, der angiver en vision for, hvad der er nødvendigt for at styrke Europas konkurrenceevne, og et løfte om, hvordan erhvervslivet vil bidrage, hvis de nødvendige reformer gennemføres.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

EU's største virksomheder kræver færre regler på københavnsk stormøde

28 virksomheder vil lukke investeringshul til USA, hvis EU gennemfører reformer for styrket konkurrencekraft.
1. OKT 2025 11.40
Administration
Internationalt

28 af de største virksomheder i EU er klar til at øge deres investeringer i Europa med 50 procent frem mod 2030. Men kun hvis EU leverer reformer, som kan styrke Europas konkurrencekraft og sikkerhed.

Sådan lyder det i en erklæring, som de 28 selskaber har leveret til EU-ledere onsdag i Industriens Hus i København.

Det er den danske statsminister, Mette Frederiksen, EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, den franske præsident, Emmanuel Macron, og premierminister i Polen Donald Tusk, som onsdag modtager erklæringen fra virksomhederne.

Listen fra de 28 virksomheder med krav til EU har fem overordnede punkter. De handler om færre og mere enkle regler, øget incitament til investering, billigere energi, en stærkere forsvarsindustri og teknologisk modstandsdygtighed

Virksomhederne, som blandt andet tæller Novo Nordisk, Mærsk, Ørsted og en række forsvarsvirksomheder, vil have EU til at fjerne og simplificere eksisterende lovgivning. Det gælder blandt andet lovgivning, som overlapper eller er modstridende.

Hvis EU-politikerne gør, som virksomhederne foreslår, vil virksomhederne kvittere med øgede investeringer i Europa, lyder det.

Forud for mødet har DI lavet en analyse, der viser, at EU siden årtusindskiftet samlet set har investeret for 4800 milliarder euro mindre, end hvis EU havde haft samme investeringskvote som USA.

Og hvis gabet skal indhentes, så skal de årlige investeringer løftes med cirka 800 milliarder euro over de næste seks år.

I den såkaldte Draghi-rapport advarede den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi sidste år også om, at EU sakker bagud i forhold til Kina og USA.

Hvis alle store europæiske virksomheder matcher investeringerne fra de 28 selskaber, kan det hul blive lukket, lyder det.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/eu-s-stoerste-virksomheder-kraever-faerre-regler-paa-koebenhavnsk-stormoede

GDPR