
EU og USA blev torsdag enige om en rammeaftale for told på europæisk eksport til USA, men trods pålagt told på flere varer, er det en umiddelbart positiv nyhed for danske virksomheder. Det mener Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent i global handel hos Dansk Industri.
- Donald Trump (USA's præsident, red.) har tidligere truet med told på 30 procent på varer fra EU. Derfor er 15 procent noget bedre end det udgangspunkt, siger Peter Bay Kirkegaard.
Indholdet af EU's og USA's fælles rammeaftale lyder, at biler og lægemidler fra EU bliver pålagt told på 15 procent i USA.
- Amerikanerne er gået med til ikke at øge tolden på europæisk medicin til mere end 15 procent. Men Trump har også her før truet med told på 200 procent på lægemidler, siger seniorchefkonsulenten.
Det gode ved aftalen er, at den giver noget mere forudsigelighed for danske virksomheder. Der er nu sat nogle "hegnspæle" for det videre samarbejde, lyder det.
- Det gode ved aftalen er, at man er blevet enige om rammerne for det videre samarbejde. Vi skal blive ved med at tale med amerikanerne og blive enige om nogle fælles tilgange til det at handle sammen, siger Peter Bay Kirkegaard.
Fortsat uafklarede elementer
Hos Dansk Erhverv hæfter man sig ved, at der fortsat er uafklarede elementer, før en endegyldig handelsaftale er på plads.
- Handelsaftalen mellem EU og USA skaber en vis ro og klarhed. Det er nogenlunde positivt, men det er en dårlig aftale, som dog er bedre end ingen aftale, siger Michael Bremerskov Jensen, der er fagchef for global markedsudvikling i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.
I dag er europæiske biler pålagt told på 27,5 procent i USA. Den lavere told på 15 procent vil først træde i kraft, når EU kommer med konkret lovgivning, der skal fjerne told på amerikanske varer, skriver Reuters. Heller ikke tolden på 15 procent på lægemidler træder i kraft med det samme.
USA er i gang med at undersøge, hvilken betydning import af lægemidler og halvledere - som bruges i elektronik - har for landets nationale sikkerhed. Først når de undersøgelser er færdige, vil USA præsentere toldsatser for de produkter.
Hvis de er produceret i EU, vil der maksimalt være told på 15 procent. I dag lægges der ingen eller kun begrænset told på medicin og halvledere.
USA's præsident har gentagne gange truet med at lægge høj told på lægemidler for at få virksomheder til at flytte deres produktion til USA.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.