
Esbjerg Havn er et af verdens knudepunkter for havvind, og beliggenheden ved Nordsøen udgør et enormt potentiale for fremtidens investeringer i grøn energi. Den udvikling satser EMS målrettet på at blive en del af, og som led i strategien skifter virksomheden nu navn fra Esbjerg Maritime Service til Engineered Market Solutions. Det oplyser virksomheden i en meddelelse.
- For halvandet år siden formulerede vi en ny kerneopgave, der lyder, at ”EMS skal levere værdiskabende løsninger til energiindustrien”. Det indebærer, at vi i højere grad fokuserer på projektledelse, strategiske samarbejder og udvikling af egne produkter, og i mindre grad på at være underleverandør i traditionel forstand, forklarer direktør og indehaver Kenneth Hagelskjær om baggrunden for navneskiftet.
Det ’nye’ EMS består af tre afdelinger – engineering, produktion og service – som alle har fået en markant opgradering af både faciliteter og kompetencer gennem de seneste års udvidelser, hvor virksomheden har investeret over 65 mio. kr. i to nye produktionshaller og en administrationsbygning.
Ser potententiale i brintindustrien
Lige nu er det især procesudstyr til produktion og distribution af energi, der fylder i ordrebogen. Det gælder blandt andet tanke, beholdere, pipelines og rørsystemer til energikunderne. Samtidig er EMS i fuld gang med at positionere sig i forhold til et kommende vækstmarked inden for brint. Her kan virksomhedens mangeårige erfaringer fra olie- og gasindustrien komme til gavn.
- Potentialet i brintindustrien er enormt. Det er ikke et nyt marked, men ingen har prøvet at håndtere projekter i så stor skala som de PtX-anlæg, der skal bygges nu. Vi ser en oplagt mulighed for, at vores viden og erfaring fra mange år i olie- og gasindustrien kan tilføre værdi til kunderne og sikre os en rolle i kommende brintprojekter, siger Kenneth Hagelskjær.
Den nye strategi har medført en stejl vækstkurve, der er slået tydeligt igennem i det nye 2022/23-regnskab, hvor EMS har forbedret resultatet før skat fra 2,1 til 4,1 mio. kr. Virksomheden har styrket sin organisation betydeligt for at kunne håndtere mere komplekse opgaver for kunder i ind- og udland. Tæller man søsterselskabet Global Gravity med, er EMS over det seneste år vokset fra 80 til 115 medarbejdere.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.