Nordiske medier: Nato planlægger en større indsats i Østersøen
Oiletankeren Eagle S, som finsk politi mistænker for at beskadige et elkabel og flere datakabler i Østersøen i december. (Arkivfoto). - Foto: Antti Aimo-Koivisto/Reuters

Nordiske medier: Nato planlægger en større indsats i Østersøen

Efter gentagen sabotage på kabler i Østersøen, planlægger Nato nu en større indsats i området.  
9. JAN 2025 9.06

Nato planlægger en større indsats i Østersøen. Målet er ifølge de to public service-medier at beskytte kritisk infrastruktur som ledninger og kabler på havbunden. Det skriver både svenske SVT og finske Yle.

Ifølge Yles kilder vil Nato sende cirka ti skibe til Østersøen, og operationen forventes at begynde i slutningen af ugen og forsætte indtil april. SVT sætter modsat Yle ikke tal på antallet af skibe, der menes at deltage i indsatsen. Mediet beskriver dog, at både skibe og fly fra medlemslandene skal deltage i beskyttelsen af kablerne.

I Sverige foregår der derfor i øjeblikket ifølge SVT et arbejde med at klargøre, hvilke fartøj landet ville kunne bidrage med til indsatsen. Til det svenske medie bekræfter den svenske flåde, at forberedelserne er i gang, men vil ikke gå i detaljer om de svenske fartøj, der skal medvirke i Østersøindsatsen.

- Der er et arbejde i gang, hvor vi gør status over, hvilke ressourcer Sverige har, og hvordan vi kan bidrage til den øgede tilgængelighed, men der er i øjeblikket ingen færdige svar, siger Jimmie Adamsson, presseofficer ved den svenske flåde til mediet.

- Det handler om, at vi vedholdende skal kunne have en øget tilstedeværelse til søs.

Øget opmærksomhed efter sabotage

I den seneste tid har kritisk infrastruktur som el- og gaskabler på Østersøens havbund været udsat for gentagen sabotage. Så sent som i december blev undersøiske el- og datakabler i Østersøen beskadiget.

I kølvandet på aktiviteten i Østersøen har den finske regering inviteret statsminister Mette Frederiksen til et udvalgt Nato-topmøde i hovedstaden Helsinki sammen med den estiske regering 14. januar. Det skriver den finske regering i en pressemeddelelse.

- Mødet vil diskutere styrkelse af Natos tilstedeværelse i Østersøen og reaktion på truslen fra den russiske skyggeflåde, lyder det i meddelelsen.

Allerede i slutningen af december skrev Nato-generalsekretær Mark Rutte på det sociale medie X, at Nato-alliancen vil øge sin militære tilstedeværelse i Østersøen. Dengang fremgik det dog ikke, hvordan alliancen mere konkret vil gøre dette.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Forsvarskommandoen til beretningerne fra de nordiske medier.


/ritzau/
 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter