Energistyrelsen uddeler knap seks mio. kr. til fem projekter, som skal styrke dansk grøn eksport
I 2018 blev der afsat midler til en tilskudspulje "Tilskudspulje til fremme af energieksportindsatsen", som skal styrke eksportindsatsen af dansk energiteknologi. Siden er den blevet forlænget på Finansloven 2025, så der afsættes 8,3 mio. kr. årligt i perioden 2025-2028. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
I ansøgningsrunden for 2024, som nu er afsluttet, var der afsat 9,3 mio. kr. Alle disse millioner er dog ikke blevet uddelt. I alt var der fem offentlig-private partnerskaber, som opfyldte puljens formelle ansøgningskriterier. Disse projekter har samlet søgt finansiering til projekter for 5,9 mio. kr., og der er givet fuldt tilsagn til alle fem projekter.
"Projekterne fokuserer på at udforske nye eksportmuligheder ved at sætte dansk ekspertise i spil i bl.a. forundersøgelser, markedsanalyser og matchmaking mellem virksomheder. Projekterne er målrettet sektorintegration i Brasilien, fjernvarme i Tyskland og Frankrig samt CO2-fangst (CCU) i Sydkorea," lyder det i meddelelsen.
Næste ansøgningsrunde for puljen meldes ud i 2025.
amp