Hårdt fysisk arbejdsmiljø fordobler risikoen for tidlig tilbagetrækning
Lønmodtagere, der har et hårdt fysisk arbejdsmiljø, har en væsentligt forhøjet risiko for ikke at kunne arbejde frem til folkepensionsalderen, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Foto: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Hårdt fysisk arbejdsmiljø fordobler risikoen for tidlig tilbagetrækning

Ny analyse viser markant øget risiko for tidlig pension blandt lønmodtagere med hårdt fysisk arbejdsmiljø.
2. JAN 2025 9.48

Lønmodtagere med et hårdt fysisk arbejdsmiljø har dobbelt så høj risiko for at forlade arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen sammenlignet med andre. Det fremgår af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Hvis du har et hårdt fysisk arbejdsmiljø, er der en markant øget sandsynlighed for, at du må trække dig tidligt fra arbejdsmarkedet. Faktisk er risikoen dobbelt så høj, siger Kristoffer Lind Glavind, der er senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Analysen viser, at 21,4 pct. af de 50-60-årige lønmodtagere med et hårdt fysisk arbejdsmiljø i 2018 havde trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet på enten førtidspension, efterløn, seniorpension eller tidlig pension i 2023. Til sammenligning var det kun 9,9 pct. af dem uden hårdt fysisk arbejdsmiljø.

For at blive kategoriseret som havende et hårdt fysisk arbejdsmiljø, skal den ansatte både være udsat for fysiske belastninger og opleve konkrete gener som smerter og udmattelse efter arbejde.

– Når vi taler om, at man har et hårdt fysisk arbejdsmiljø, er det ikke for sjov. Det er en meget restriktiv definition. Vores analyse viser, at hårdt arbejde er forbundet med nedslidning. Derfor er der brug for gode ordninger, der kan give de lønmodtagere, som har brug for det, en værdig tilbagetrækning. Allermest er der selvfølgelig behov for at komme dårligt arbejdsmiljø til livs, siger Kristoffer Lind Glavind.

Analysen bygger på data fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø samt undersøgelsen "Arbejdsmiljø og Helbred 2018".

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter