Fagboss er ærgerlig over Mette Frederiksen: Drop skattelettelser til de rigeste
Statsministerens nytårstale har efterladt 3F's forbundsformand Henning Overgaard med en blandet følelse. Selvom talen balancerede mellem udfordringer og muligheder, kritiserer han, at regeringen ikke prioriterer forbedringer for dem med lange arbejdsliv frem for skattelettelser til de rigeste. Det skriver 3F i en pressemeddelelse.
- Der var en god balance fra statsministeren mellem de udfordringer, vi står overfor i Danmark og Europa og en tro på, at vi kan løse det, siger Henning Overgaard, forbundsformand i 3F.
Han peger dog på en skæv prioritering:
- Det er rigtigt, at der er mange udfordringer i det nye år, men heldigvis har den danske økonomi aldrig stået stærkere. Pengene fosser fortsat ind i kassen. Men med alle de udfordringer burde vi så ikke droppe skattelettelserne til de rigeste?
Forbundsformanden understreger, at medlemmerne mærker stigende priser, men også drager fordel af seneste lønstigninger:
- Vores medlemmer mærker de prisstigninger som statsministeren italesatte. Heldigvis har de oplevet pæne lønstigninger, som resultat af overenskomstfornyelsen.
På området for grøn omstilling savner Henning Overgaard konkrete tiltag, der skaber arbejdspladser og vækst:
- Det er afgørende, at der bliver skabt arbejdspladser og vækst i Europa, særligt når det handler om den grønne omstilling.
Skuffelsen er størst over manglen på klare løfter om tilbagetrækning:
- Jeg havde håbet, statsministeren havde været mere konkret på, hvad Socialdemokratiet og regeringen har af tanker om tilbagetrækning. Det havde varmet i en kold tid, hvis hun havde lovet os bedre muligheder for tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv, slutter Henning Overgaard.
jel