Vingeproducenter vil med nye materialepas sikre mere genbrug
Vindmøllevinger skal have deres eget materialepas, så de bliver lettere at genanvende.
Foto: Energy Cluster Denmark

Vingeproducenter vil med nye materialepas sikre mere genbrug

For at understøtte enkel, omkostningseffektiv og skalerbar genanvendelse af vindmøllevinger har flere store vingeproducenter fra vindindustrien forpligtiget sig til at skabe nye materialepas – blade material passports – for vinger.
30. MAJ 2023 15.46

Med afsæt i anbefalinger fra DecomBlades-innovationsprojektet, som arbejder med genanvendelse af vindmøllevinger, har et nyt materialepas set dagens lys. Med materialetpasset ønsker virksomhederne bag passet at skabe en fælles tilgang til genanvendelse for vindindustrien. 

De nye materialepas for vinger er udviklet på baggrund af en grundig beskrivelse af sammensætningen af vinger fra de tre store vingeproducenter Siemens Gamesa, LM Wind Power og Vestas, der alle er med i DecomBlades. Andre virksomheder som Nordex Group, Enercon og GE Vernova forventer også at blive en del af initiativet, der sigter efter at implementere standardiserede materialepas i vindindustrien.

Datagrundlaget fra projektet har været udgangspunktet for standardiserede anbefalinger til materialepassene, der indeholder information om, hvilke materialer der er anvendt og deres placering i den enkelte vinge. Informationen gør det lettere for genvindingsvirksomheder at adskille vingerne, så de enkelte dele kan bruges igen.

- Vindindustrien støtter op om udviklingen af bæredygtige værdikæder for genanvendelse af vinger. Ved at levere de nye materialepas håber vi på at nå hurtigere frem til et bæredygtigt marked for vingegenvinding. Informationen i materialepassene vil være værdifuld for virksomheder, der arbejder med genanvendelse af vinger – og vil hjælpe dem med at forbedre deres processer. Vi skal arbejde sammen for at industrialisere sektoren for vingegenvinding, så vi sikrer hundrede procent genanvendelse i fremtiden, siger John Korsgaard, der er senior director i LM Wind Power og formand for DecomBlades-konsortiet.

Vil skabe fælles standard

Den europæiske vindindustri har efterspurgt et forbud mod at sende udtjente vinger på lossepladsen i Europa i 2025 – såkaldt landfill. For at støtte op om implementeringen af forbuddet har en gruppe af store vingeproducenter frivilligt forpligtiget sig til at udarbejde et materialepas som en supplerende service til deres produkter.

Virksomheder, der forpligtiger sig til denne service, vil benytte det anbefalede indhold fra DecomBlades’ materialepas til at give genvindingsvirksomheder kort og præcis information om vingematerialerne til genanvendelse.

- Den komplekse sammensætning gør det vanskeligt at genanvende en vindmøllevinge. Det er også svært at vide, hvordan man skal behandle vingen effektivt før og under genvindingen. Materialepas for vinger gør dette meget lettere, siger Sophus Borch, business development manager hos HJHansen Recycling, der er en af partnerne i DecomBlades.

Efter 2025-forbuddet for landfill i Europa sigter vingeproducenterne fortsat efter at understøtte effektiv genanvendelse af fremtidige produkter. Derfor ønsker producenterne at beskrive indholdet fra de nye materialepas fra DecomBlades i en egentlig standard.

Disse materialepas skal leveres af vingeproducenterne til udviklerne under arbejdet med at få de relevante tilladelser i hus, når der skal opføres nye vindmøller. Det er hensigten, at det skal ske sammen med den gængse praksis for produktdokumentation.

DecomBlades er støttet af Innovationsfonden og er et samarbejde mellem MAKEEN Energy, LM Wind Power, Siemens Gamesa, Vestas Wind Systems A/S, Ørsted, DTU Vind og Energisystemer, Syddansk Universitet, HJHansen Recycling, FLSmidth og Energy Cluster Denmark.

amp

 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter