Vestasaktien steg over fem pct. onsdag oven på flere gode nyheder
Vestas-aktien var flyvende med et plus på 5,3 pct. til 150,82 kr. efter to positive nyheder om støtten til vind fra Tyskland og EU samt en ordre fra USA.
Den tyske regering er i forhandlinger med vindindustrien om statsgarantier til mølleproducenter for at beholde - og endda udvide - produktionskapaciteten i landet for at opfylde landets ambitiøse 2030-mål for vedvarende energi. Det fortalte økonomi- og klimaminister Robert Habeck på vindenergikonferencen i Husum i Tyskland.
Yderligere luftede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en tale i Europa-Parlamentet også tiltag, der skal øge hastigheden på udbygningen af vedvarende energi i Europa. Vestas kunne også præsentere en landvindordre på 243 MW i USA.