
OPDATERET: Ørsted skal betale den amerikanske delstat New Jersey 125 millioner dollar - over 850 millioner kroner - i et forlig i en sag om skrinlagte vindprojekter. Det oplyser delstaten på sin hjemmeside ifølge TV 2.
Det var i efteråret, at det danske selskab valgte at trække sig fra havvindprojekterne Ocean Wind 1 og 2 på den amerikanske østkyst, hvilket medførte nedskrivninger for milliarder.
Samlet set nedskrev selskabet for 28,4 mia. kr. i løbet af de første tre kvartaler i 2023. Ørsted hensatte i efteråret 300 millioner dollar til selve sagen. Selskabet oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det er tilfreds med, at sagen er endt i et forlig på 125 mio. dollar.
- Forliget samt meddelelsen om, at New Jersey fremskynder den femte udbudsrunde, understreger delstatens engagement i havvind, lyder det.
Årsagen til at stoppe projekterne var blandt andet problemer i forsyningskæderne og stigende renter. De højere udgifter har også fået konsekvenser for Ørsteds investeringsambitioner.
Planer markant ændret
Så sent som i juni sidste år lød det, at man ville investere for i alt 475 mia. kr. inden udgangen af 2023. Det skulle medføre en samlet installeret kapacitet på cirka 50 GW.
I dag er ambitionerne mere beskedne. I forbindelse med sit årsregnskab i februar meddelte Ørsted, at der vil blive investeret for 35 mia. kr. mindre end planlagt mellem 2024 og 2026.
Nu lyder ambitionen, at Ørsted skal have en installeret kapacitet på mellem 35 og 38 GW inden udgangen af 2030.
Forklaringen på, at selskabet i dag står et noget andet sted end i sommeren 2023 er netop de to droppede projekter i New Jersey. Særligt i sensommeren og i efteråret sidste år fik den negative udvikling aktionærerne til at trække følehornene gevaldigt til sig.
Fra årsskiftet sidste år og frem til november faldt Ørsted-aktien således med omkring 60 pct. Siden har den dog genvundet lidt af det tabte, og aktien er fra november sidste år til onsdag vokset mere end 60 pct i værdi.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.