Olieselskabs topchef træder af efter forhold til kolleger
Aftrædelsen kommer efter en undersøgelse af topchefen Bernard Looneys tidligere personlige forhold til sine kolleger, hvilket han har fået kritik for ikke at fortælle om. (Arkivfoto).
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters

Olieselskabs topchef træder af efter forhold til kolleger

Bernard Looney er fortid i BP, hvor han har haft flere forhold til kolleger, som ikke blev videregivet.  
13. SEP 2023 9.50

Den administrerende direktør for et af verdens største olieselskaber BP, Bernard Looney, er tirsdag trådt af. Aftrædelsen kommer efter en undersøgelse af Looneys tidligere personlige forhold til sine kolleger, hvilket han har fået kritik for ikke at fortælle om. Selskabets finansielle direktør, Murray Auchincloss, træder til som BP's midlertidige topchef.

Selskabets bestyrelse havde også i maj 2022 undersøgt lignende anklager mod Looney, der dengang indrømmede at have haft personlige forhold til en række kolleger, før han blev administrerende direktør. Den tidligere undersøgelse viste ingen tegn på, at han havde brudt med BP's adfærdsmæssige retningslinjer.

Tirsdag oplyste Looney dog selskabets bestyrelse, at han sidste år ikke havde været komplet ærlig om alle sine tidligere forhold til kolleger. Derfor så han ingen anden udvej end at sige op. Looney modtog sidste år en lønpakke på omkring 12 mio. dollar - omkring 83 millioner kroner.

Fik tre år på posten

53-årige Looney blev administrerende direktør i 2020 med et mål opnå nuludledning for olieselskabet i 2050. Tidligere i år blev planerne dog nedjusteret, da selskabet skar målet om at skære i sin produktion af kulbrinte fra 40 procent inden 2030 til 25 procent.

Det fik kritik fra flere klimaorganisationer. Målet er dog stadig det mest ambitiøse blandt større olieselskaber. Generelt har selskabet dog haft svært ved at overbevise sine aktionærer om, at man kan fortsætte med at være relevant uden en forretning, der er baseret på fossile brændstoffer.

I løbet af de seneste tre år er værdien af selskabets aktie dermed ikke vokset i takt med rivaler som Shell, Chevron og Exxon Mobil.

Under Looneys ledelse kunne BP dog stadig sidste år offentliggøre et rekordhøjt overskud på 28 mia. dollar. Det svarer til cirka 194 mia. kr.


/ritzau/Reuters

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet