Norlys advarer kunder: SMS’er som truer med lukning af strøm er falske
Energiselskabet Norlys sælger strøm til over 1. million adresser i Danmark. (Arkivfoto.)
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Norlys advarer kunder: SMS’er som truer med lukning af strøm er falske

En ukendt afsender udgiver sig i øjeblikket for at være Norlys og truer med lukning af strømmen. SMS’erne er falske, og Norlys har politianmeldt sagen.
1. AUG 2024 10.15

Flere energikunder modtager i øjeblikket sms’er fra nogen, der udgiver sig for at være Norlys. I beskederne står der, at Norlys lukker for strømmen, fordi kunden har en ubetalt regning.

I beskederne står, der ”Du har et udestående hos Norlys, og din strøm kan som konsekvens blive slukket, hvis dette ikke bringes i orden snarest muligt.” Herefter opfordres kunderne til at betale via et link i sms’en.

Men sms’erne er falske, og Norlys har derfor politianmeldt sagen. Samtidig opfordrer Norlys kunderne til at slette sms’erne. Det oplyser energivirksomheden i en meddelelese.

- Hvis vores kunder har en ubetalt energiregning, sender vi rent faktisk sms’er ud til dem som en venlig påmindelse. Derfor er disse phishing-sms’er meget virkelighedstro. I vores sms’er linker dog aldrig til regningen, men beder blot kunden betale den regning, vi allerede har sendt, siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.

Han advarer samtidig kunderne mod at klikke på links fra ukendte afsendere.

- Vi oplever desværre af og til phishingforsøg, hvor Norlys’ navn og logo misbruges. De sms’er, der er i omløb i øjeblikket, er meget vellignende, og jeg kan kun opfordre vores kunder til generelt at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er, siger Mads Brøgger.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet