Green Power Denmark bakker op om flere af Klimarådets anbefalinger
Klimarådet anbefaler i en ny analyse, som er udkommet onsdag, at regeringen og Folketinget reviderer klimaloven, så det danske klimamål for 2050 skærpes. Det vil betyde, at Danmark i 2050 skal optage mere drivhusgas, fx i skovene eller ved hjælp af nye teknologier, end der bliver udledt.
Regeringen har i sit regeringsgrundlag foreslået at hæve 2050-målet til en reduktion på 110 pct. sammenlignet med 1990 og samtidig fremrykke målet om klimaneutralitet til 2045. Disse mål er dog endnu ikke vedtaget eller behandlet af Folketinget.
Derfor har Klimarådet i sin nye analyse undersøgt mulighederne for at øge ambitionsniveauet som ønsket af regeringen. Analysen viser, at vi kan nå omkring 90 pct. reduktion med tiltag, som vi allerede kender i dag. Det drejer sig om fx. at udfase forbruget af fossil energi i energisektoren, i industrien og i vores boliger. Samtidig skal personbiler, busser og lastbiler køre på el enten direkte eller indirekte.
- Det er bare om at komme i gang. Vi kender løsningerne, og vi ved, hvor vi skal hen. Men det kræver politisk fokus, hvis vi skal lykkes, siger Martin Ingerslev, som er cheføkonom i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
Det skal mere til at nå i højere målsætning
Men skal vi nå i mål med regeringens målsætninger fra regeringsgrundlandet om en reduktion på 100 eller 110 pct. bliver det nødvendigt med negative udledninger ved at plante store arealer skov, lagre biokul og fange og lagre CO2 fra afbrænding af biomasse eller direkte fra luften. Det er tiltag, som brancheorganisationen Green Power Denmark bakker op omkring.
- Vi deler langt hen ad vejen Klimarådets konklusioner. Hvis Danmark skal nå mål om klimaneutralitet i 2050, kræver det negative emissioner. Det er ekstremt dyrt lige nu, men teknologien vil helt sikkert udvikle sig frem mod 2050. Hvis det bliver rentabelt at trække CO2 ud af luften, så den enten kan lagres i undergrunden eller anvendes til grønne PtX-brændstoffer, vil det blive et afgørende redskab, som kan begrænse de globale klimaforandringer, siger Martin Ingerslev.
Klimarådet konkluderer også, at Danmark i fremtiden kan komme til at spille en helt ny rolle i verden. Hvis vi forstår at udnytte vindressourcerne i Nordsøen, kan vi få et overskud af energi, som vi kan eksportere i form af el, brint eller grønne brændstoffer. Samtidig anbefaler Klimarådet, at Danmark får et decideret klimamål for omstillingen af international skibs- og luftfart. Det er Green Power Denmark helt enig i.
- Vi kan hjælpe andre lande med at nå deres klimamål. Samtidig kan vi skabe arbejdspladser i Danmark og finansiere vores velfærdssamfund. Det er afgørende, at vi ikke hænger fast i et nationalt klimamål i fremtiden. Klimakrisen er global, og vi kan spille en meget større rolle, hvis vi kigger ud i verden, siger Martin Ingerslev.
amp