Forsyningsselskaber skal have bedre styr på strategien
Henrik Hahn-Nissen er direktør hos Influenter, der specialiserer sig i politisk interessevaretagelse, kommunikation og salg til det offentlige marked.
Foto: Pressefoto

Kommentar:
Forsyningsselskaber skal have bedre styr på strategien

Forsyningsselskaber står over for store udfordringer i forhold til at sikre forsyning, holde priserne i ro og holde den grønne dagsorden holdes på sporet. Det øger kravene til en effektiv tilrettelægning og eksekvering af selskabernes strategiske planer.
10. NOV 2022 14.12

Af Henrik Henrik Hahn-Nissen

Verden står midt i en geopolitisk energikrise, som har stor betydning for de danske forsyningsselskaber. Forsyningssikkerhed og stabile priser, som vi tidligere har taget for givet, er pludselig kommet øverst på den politiske dagsorden. Og de danske forsyningsselskaber er centrale spillere, når det handler om at tackle udfordringerne og samtidig sikre, at der ikke gives køb på den klimamålsætning, som både nationalt og internationalt er en bunden opgave.

Forsyningsselskabernes strategier og en effektiv eksekvering af dem er derfor vigtigere end nogensinde. Det skal sikres, at strategierne har den ønskede impact, så både lokale, nationale og internationale målsætninger bliver indfriet – og at der ikke spildes tid og penge på langsomme processer eller tiltag, som alligevel ikke føres ud i livet. Samfundet, forbrugerne og miljøet er med andre ord afhængige af, at operationerne optimeres.

Historisk pres for at sikre forsyning og stabile priser

At forsyningsselskaberne er sat under et historisk stort pres for at sikre den fremtidige forsyningssikkerhed, stabile priser og fastholdelse af den grønne dagsorden, understreges også af de politiske udmeldinger. Med fungerende statsminister Mette Frederiksens ord betyder krigen i Ukraine og klimaforandringerne, at vi har to kriser på bordet samtidig: ”Vi er nødt til at speede den grønne omstilling op, og vi er nødt til at komme fri af russiske fossile brændsler,” sagde hun den 30. august til Politiken.

Ydermere har energisektoren hen over sommeren været udfordret af kraftigt forhøjede priser på grund af en uheldig kombination af lave nedbørsmængder, for lidt vind og reduceret tilgang til russisk gas. Og som om, det ikke var nok, har vi oplevet angreb på gasrørledninger, droneoverflyvninger af norske oliefelter og sikkerhedsbrud i kritiske IT-systemer.

Den grønne omstilling må ikke trække ud

Med Energistrategi 2050 blev der taget et stort skridt mod realisering af visionen om dansk uafhængighed af kul, olie og gas. Energiaftalen fra 2018 konkretiserede en lang række initiativer med et overordnet mål om at gøre Danmark til verdens førende havvindnation. Energitopmødet på Marienborg skabte enighed blandt østersølandene om at øge kapaciteten af havvind fra Østersøen fra knap 3 gigawatt til næsten 20 gigawatt i 2030. Det vil betyde, at der afhængig af størrelsen skal opføres 1.100-1.700 havvindmøller, hvilket vil sikre strøm til mellem 22 og 30 millioner husstande.

Den grønne omstilling trækker både på energisektoren og klimapolitikken. Danmark vil arbejde hen mod netto-nuludledning i overensstemmelse med Paris-aftalen samt et mål om netto-nuludledning i EU og Danmark senest i 2050. Energiselskaberne har forpligtet sig til at udfase kul inden 2030, og inden udgangen af 2022 skal alle husstande med gasfyr have tilsendt et forslag til alternativ løsning, hvilket vil øge presset på udvidelse af fjernvarmenettet.

Ingen forsyningssikkerhed uden cybersikkerhed

Krigen i Ukraine og de mange hændelser, som er sket ved gasrørledninger, boreplatforme og med cyberangreb, har sat et skarpt lys på vigtigheden af at beskytte kritisk infrastruktur – herunder energiforsyningen. Ifølge Morten Eeg Nielsen, som bl.a. er medforfatter på Danmarks første nationale Cyber- og Informationssikkerhedsstrategi, er de systemer, som understøtter levering og tilgængeligheden af basale samfundsfunktioner, i stigende grad mål for angreb fra kriminelle, terrorister og sågar fjendtlige magter. EU’s kommende NIS2-direktiv har til formål at sikre infrastrukturen og de samfundskritiske tjenester mod nedbrud og cybertrusler via et højt, ensartet niveau af cyber- og informationssikkerhed på tværs af EU.

”Direktivet stiller krav til sikkerhedsforanstaltninger og beredskabsplaner, der skal iværksættes for eliminere og rette op på svagheder i systemer og procedurer, baseret på risikoanalyser på tværs af organisationen. Det er en omfattende proces, som vil involvere hele ledelsen, og hvor eksempelvis IT, OT og eksterne leverandører skal risikovurderes, hvilket uvægerligt vil lægge beslag på en del ressourcer. Det gode er, at NIS2 i høj grad kan være en hjælp, fordi kravene har til formål at sikre tilgængeligheden af tjenesten, hvilket i forvejen er vigtigt for energiselskaberne,” siger Morten Eeg Nielsen.

Konference skal ruste forsyningsselskaber til krisen

Morten Eeg Nielsen er en af oplægsholderne på et energistrategisk seminar i Landstingssalen på Christiansborg den 22. november. Her vil en række centrale danske og internationale eksperter og sagkyndige vil give deres vurdering af situationen og holde oplæg om lokale forsyningsstrategier under en geopolitisk energikrise, og hvordan energiselskaber kan tilrettelægge, overvåge og eksekvere deres strategier effektivt og med størst mulig virkning. Alle, der har en ledende rolle i offentlige eller private forsyningsvirksomheder samt politikere og andre relevante aktører, indbydes til at deltage i debatten.

Formålet er at ruste aktørerne i energi- og forsyningssektoren bedst muligt til at kunne håndtere den geopolitiske energikrise og de risici, sektoren står over for lige nu. Deltagerne vil kunne lytte til kompetente talere som David Miller, administrerende direktør i C40 Centre for City Climate Policy and Economy og tidligere borgmester for Toronto, og Guðrún Jónsdóttir, strategidirektør i Reykjavik Energy, verdens største producent af geotermisk energi.

Digitalisering rykker tættere på ledelsens beslutninger

Blandt talerne og paneldeltagerne er også Flemming Horn Nielsen, CEO i Lyngby Taarbæk Forsyning, som siden 2020 har arbejdet intenst på strategi og strategiudvikling med stor vægt på digitalisering og asset management for forsyningsselskabets kritiske infrastruktur. I Lyngby Taarbæk Forsyning mærker man den geopolitiske energikrise på flere niveauer – ikke blot i form af stigende udgifter til energi og anlægsprojekter, men også i forhold til beredskab og IT-sikkerhed. 

- Vores udgifter til især driften af rensningsanlæg og renovation har været stærk stigende, men også materialepriserne til anlægsprojekter har fået et kæmpe nøk opad. Det stigende fokus på klimatilpasing, spildevand og rent drikkevand gør, at omfanget af anlægsprojekter er højt og fortsat vil være det i en længere årrække. Da vi samtidig er underlagt årlige  to pct.-besparelser fra Forsyningssekretariatets side, er kravene til effektiv drift og projektgennemførelse om muligt endnu højere end før, siger Flemming Horn Nielsen.

- Den aktuelle geopolitiske situation har også givet anledning til en opdatering af vores beredskabsplaner og kommunikationsprocedurer, eksempelvis ved strømsvigt. Det samme gælder IT-sikkerheden, hvor vi allerede er begyndt at integrere det kommende NIS2-direktiv i vores strategiplaner. I det hele taget er digitalisering rykket længere op og tættere på ledelsens overordnede strategiske beslutninger og måden, vi organiserer os på. Det er et langt, sejt træk, som skal gøre os i stand til at agere i en ny og efter alt at dømme mere foranderlig virkelighed, siger han.

Der skal handles nu. Kom og deltag i drøftelserne

Flemming Horn Nielsens vurdering af situationen bekræfter omfanget af udfordringerne – men også mulighederne – for de danske forsyningsselskaber, som har ansvaret for den lokale forsyningssikkerhed og udgiftsniveauet for både private og erhvervsvirksomheder. Samtidig understreger den geopolitiske energikrise nødvendigheden af at øge tempoet for at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer.

På seminaret den 22. november vil vi blandt andet drøfte, hvordan lokale strategier kan tilpasses hurtigt og eksekveres effektivt. Er du politiker, leder i en forsyningsvirksomhed, eller på anden måde involveret i Danmarks forsyningsstrategi, vil jeg opfordre dig til at komme og være med til at diskutere, hvordan det kan gøres i praksis. Tilmelding til seminaret er gratis (men bindende) og kan ske her.

Indlægget er skrevet af Henrik Hahn-Nissen, der er direktør hos Influenter, der specialiserer sig i politisk interessevaretagelse, kommunikation og salg til det offentlige marked. 
 
 
 
 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet